Coop leverer selv ny Fakta-direktør

Coop 21. dec 2015 -
This describes the image

Discountkæden Faktas kommende direktør er fundet og navnet offentliggjort: 41-årige Stina Glavind overtager fra 1. marts styringen af Coop Danmarks problembarn nummer et.

Stina Glavind har været i Coop siden 2011 og kommer senest fra en post som kommerciel direktør i Kvickly. Fra 1. januar går hun ind i et arbejdsmæssigt parløb med Faktas nuværende direktør, Niels Karstensen, om den tabsgivende discountkæde, og to måneder senere er det fulde ansvar hendes.

- Stina har dokumenteret resultater, der gør, at hun er den rigtige til at bringe Fakta videre, hvor målet er at gøre kæden endnu mere attraktiv for kunderne og igen opnå overskud, siger adm. direktør Peter Høgsted, Coop, i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig til at fortsætte Niels Karstensens arbejde i Fakta, og sikre, at den store fremgang i både medarbejder- og kundetilfredshed fortsætter. Derudover handler det om at udvikle sortimentet, med flere nye og spændende varer, der giver flere lyst til at handle mere i Fakta, siger Stina Glavind.

 

Opdateret 10. nov 2020