Coop lancerer bestil og hent-tilbud via app

Coop 26. jan 2018 -
This describes the image
Med en ny bestil og hent-funktion kan Coop-butikker nu annoncere særlige lokalkendte varer direkte til medlemmer via Coop app, fortæller Jan Madsen, koncerndirektør i Coop. Foto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Søren Tougaard

På 14 måneder er Coops app blev downloadet 800.000 gange og benyttes i dag af ca. 700.000 brugere.

Og den store udbredelse vil dagligvarekoncernen nu for alvor udnytte til, at Coops butikker kan sælge endnu flere lokale varer i appen.

For et par måneder siden åbnede Coop op for, at samtlige butikker i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen kunne opslå nyheder inde i app'en og derved komme ud med lokalt indhold om f.eks. events til butikkens medlemmer.

Nu har Coop indbygget en ny bestil og hent-funktion, hvor den enkelte butik kan annoncere nogle særlige lokalkendte varer og dermed nå hurtigt ud med tilbuddet til samtlige lokale medlemmer, der har opgivet butikken som tilhørsbutik i Coop app.

- Det er helt op til den enkelte butik, hvordan de vil bruge bestil og hent. Nogle vil måske annoncere 30 produkter og andre butikker slet ingen.

- Coop-familien er speciel på grund af vores stærke lokale forankring. Vi har dygtige medarbejdere, der forstår det lokale marked bedre end nogen anden, og med det nye markedsføringsværktøj, kan de nu kommunikere direkte og sælge digitalt til deres loyale kunder., siger Jan Madsen, koncerndirektør i Coop.

Ifølge Jan Madsen benytter flere og flere butikker muligheden for at kommunikere lokalt indhold med deres medlemmer via Coops app.

De primære annoncemedier for de lokale butikker er dog stadig tilbudsavisen og de lokale aviser, men via Coops app får butikkerne nye annonceringsmuligheder, der tilmed er gratis for den enkelte butik.

- Udover at være mere digitale ønsker vi også at blive mere lokale. Nu kommer vi med en digital kanal direkte til butikkens medlemmer, hvor butikkerne kan spare nogle annoncekroner på de øvrige medier eller supplerer deres markedsføring, siger Jan Madsen.

Tilbudsaviser bliver et tilvalg
I takt med at den digitale dialog vokser, vil Coop også skrue ned for tilbudsavisen. Enten i oplag, størrelse eller sideantal.

I stedet vil Coop bruge pengene på at skabe endnu flere moderne og loyalitetsskabende fordele for medlemmerne, fortæller koncerndirektøren.

- Tilbudsavisen er vigtig, og der vil fortsat gå fem til syv år, før vi har set den sidste tilbudsavis fra Coop. Men i den nye strategiperiode (2018- 2020 red.) skal folk selv bede om at få tilsendt tilbudsavisen og ikke bare få den smidt i postkassen. Det, der bliver vores opgave, er at fase tilbudsavisen ud på en ansvarlig måde, så det ikke går udover kundestrømmen i butikken. Og derfor skal vi først have bygget den digitale Coop app op, før vi for alvor kan begynde at reducere tilbudsavisen. Det er det, vi er godt i gang med, siger Jan Madsen.

Opdateret 10. nov 2020