Coop køber kæmpe logistiklager i Odense for over 500 mio. kr.
Ejendommen Odense Nonfood Center, som ligger ud til den fynske motorvej E20, er på godt 72.000 kvm.
Herfra distribuerer Coop både dagligvarer og nonfood til det meste af Danmark.
Den præcise salgspris ønsker parterne ikke at oplyse, men der er tale om en handel til over en halv milliard kr.
- Vi er tilfredse med, at denne store aftale er faldet på plads. I Coop vil vi gerne selv eje de vitale dele af vores infrastruktur. Og her er Odense Nonfood Center helt central som et af Danmarks mest moderne distributionscentre, siger koncerndirektør Kræn Østergård Nielsen fra Coop Danmark.
Odense Nonfood Center er bygget i 2008, og Coop har været lejer siden 2009.
Det er det mest automatiserede af Coops fem store distributionscentre, og det er det eneste, hvor Coop ikke selv har ejet ejendommen.
De øvrige er beliggende i Hasselager ved Aarhus, Aalborg, Albertslund og Brøndby.
I 3C GROUPS er der ligeledes tilfredshed med aftalen.
- Siden 2008 har vi haft et fortrinligt samarbejde med Coop. Derfor glæder det os, at vi med handlen sikrer Coops fortsatte tilstedeværelse i Odense. Det er et markant signal med gode langsigtede perspektiver, at Coop ønsker at fastholde deres centrale placering i Odense, siger ejer og koncernchef Niels Thorborg, 3C GROUPS