Coop kæmper for lavere Dankort-omkostninger
Coop skal spare én mia. kr. Det ligger i koncernens treårige strategi, og et af de områder, som topchef Peter Høgsted har udset sig, er dankortet, som han synes, koncernens betaler alt for meget for.
- Det gør ondt på en detailhandler, som ikke tjener penge, at se den finansielle sektor cashe penge ind ved elektroniske transaktioner, som enten kunderne eller detailhandlerne betaler for. Så det er klart, at vi kigger efter løsninger, som kan gøre det billigere for os at lave de finansielle transaktioner, siger Peter Høgsted til Dansk Handelsblad.
I dag betaler Coop-koncernen omkring 100 mio. kr. alene til Dankort-transaktioner om året.
Sammen med blandt andre Salling Group har Coop i den senere tid været ude at forsvare Dankort-systemet som en reaktion på, at Jyske Bank ikke længere udsteder nye VisaDankort.
Men omvendt mener Coops topchef Peter Høgsted, at den nuværende, årlige Dankort-omkostning er alt for stor for koncernen, der tæller 1055 butikker.
Nets fortaler for liberalisering
Det er Nets, der regulerer det årlige Dankort-abonnement, som er bestemt i loven om betalinger.
F.eks. har butikker med mellem 500 og 4999 Dankort-transaktioner hidtil betalt 556 kr. per kvartal for at modtage Dankort, mens butikker med mellem 400.000 og 799.000 transaktioner per år betaler 34.762 kr. hvert kvartal.
Nu har Nets fået mulighed for at sætte prisen ned for butikker med færre end 5000 transaktioner om året.
Her er dankortet nemlig især udsat for konkurrence fra MobilePay.
Jeppe Juul-Andersen, direktør for dankortet i Nets, mener imidlertid tiden er kommet til at give prismodellen bagved dankortet et større servicetjek og overveje andre og mere fleksible priser.
- I et betalingsmarked, der udvikler sig så hurtigt, som vi ser, er det relativt ufleksibelt at være låst til, at priserne er noget, som styres politisk fra Christiansborg, siger han til Dansk Handelsblad.
Ifølge en af Danmarks mest erfarne rådgivere på betalingsmarkedet fås Dankort-systemet ikke meget billigere end i dag.
- Det har tidligere været nævnt, at Coop i snit betaler ca. 19 øre per Dankort-transaktion, og det kan de ganske enkelt ikke få meget billigere. Detailhandlen har accepteret de gældende vilkår, og siden 1984, da dankortet kom til, har detailhandlen jo gerne villet have flere afgifter lagt over på bankerne, siger Henning N. Jensen, selvstændig rådgiver i PlusCon.