Coop holder dør åben for at lukke huller efter Fakta-lukninger

Coop 18. nov 2022 -
This describes the image
Foto: Flemming Effersøe
  • Den 18. december er den sidste Fakta lukket og slukket. Coop 365 kan vende tilbage til byer, som mister en Fakta 

Butikslukninger i november og december markerer afslutningen på Coops første discountkæde Fakta, som blev købt i 1987 af det daværende FDB. Første butik under Fakta-navnet åbnede i 1982.

Selv om Coop af konkurrencemæssige hensyn har holdt listen hemmelig med adresserne på de 24 Fakta-butikker, der vil være lukket i perioden 6. november til 18. december, tegner de lokale medieomtaler efterhånden et komplet billede af lukningerne. 

Dagligvarekoncernens nye grønne discountkæde Coop 365, der andre steder erstatter Fakta, vil fra årsskiftet omfatte 331 butikker.

Kædedirektør Thomas Nielsen, Coop 365, sagde til Dagligvarehandlen ved et besøg i en nybygget Coop 365 i Randers, at kæden måske kommer til at lukke nogle af de mindste butikker i en periode, indtil det bliver muligt at finder en ny lokation til dem.

Målet for Coop 365 er 400 butikker i 2025 – men på mødet FCMG Fast Forward for nylig sagde Thomas Nielsen, at han tror, at der er plads til 500.

Udover den lokale medieomtale af butikslukninger siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen, Coop, til Butikslederen, der udgives af Danmarks Leder Organisation, at Coop seks steder rundt i landet er i gang med at søge efter beliggenheder til at etablere en ny Coop 365discount i stedet for Fakta-butikkerne, der er med på lukke-listen.

Det er Fakta Brønshøj (Frederikssundsvej 123), Fakta Fakse, Fakta Jens Baggesensvej i Aarhus, Fakta Stubbekøbing, Fakta Hadsund og Fakta Nyborg.

- Det er butikker, der ikke er egnet til at blive konverteret. Men de ligger placeret i områder, hvor vi er meget interesseret i at bygge nye Coop 365discount-butikker, og vi leder med lys og lygte efter nye lokationer, siger Jens Juul Nielsen til Butikslederen.

I en leder i samme blad fremgår det, at ”24 steder i landet er det formentlig gået lidt for hurtigt for nogle kunders og medarbejderes smag - bl.a. i Nyborg, hvor en kunde i september startede en underskriftindsamling for at bevare sin lokale Fakta”.

Nyborg får måske ny chance

Til Lokalavisen Nyborg siger, Anne-Mette Nielsen, der stod bag underskriftsindsamlingen, at ”det er rigtig træls. Vi bruger butikken dagligt, og jeg kan høre på folk, jeg møder og de ansatte, at de også er frygtelig kede af det”.

- Men Coop 365 er stadig i Nyborg, og vi vil gerne finde en anden placering, hvor der kunne være en lidt større butik, og hvor der er lidt bedre forhold, siger kommunikationschef Lars Aarup fra Coop til avisen.

I Stubbekøbing på Falster har 605 mennesker protesteret mod, at Coop vil lukke sin Fakta-butik fra den 30. november. Randi Kamp, som står bag denne underskriftindsamling, siger til Lolland-Falsters Folketidende, at med Faktas lukning vil der i den kommende tid kun være en enkelt dagligvarebutik tilbage i

Stubbekøbing. Det skyldes, at Aldi er ved at bygge ny butik, som efter planen skal være klar til marts.

Hadsund håber på nye butik

Fakta lukker den 31. november i Hadsund. Men håbet om en ny butik er ikke dømt ude af Coop.

Thomas Nielsen oplyser til Nordjyske Stiftstidende Aalborg, at ”det nøje har undersøgt mulighederne for både en udvidelse eller en flytning til andre lokaler, men har for nuværende ikke fundet den helt rigtige løsning”.

- Men jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi senere åbner en Coop 365discount i Hadsund. Vi holder i hvert fald øje med, om de helt rigtige lokaler skulle dukke op, siger Thomas Nielsen til avisen.

Vildbjerg mister SuperBrugsen til Coop 365

Ommøbleringen i Coops kæder bliver synlig i Vildbjerg, hvor Fakta lukker den 1. december. I stedet omdannes byens SuperBrugsen til Coop 365.

- Det skyldes, at Coop ikke vil have to butikker af samme kæde i Vildbjerg, så derfor lukker man Fakta, der erstattes af en væsentligt større og mere moderne udgave, der hvor SuperBrugsen ligger, oplyser informationsdirektør Jens Juul Nielsen til Herning Folkeblad.

Horsens får to nybyggede butikker

Hele tre Fakta-butikker lukker i Horsens den 1. december. Det gælder Fakta i Stensballe, Fakta på Ormhøjgårdsvej og Fakta på Høegh Guldbergs Gade.

- Men samtidig er to nye, større og mere moderne 365-butikker i Horsens på vej, skriver Butikslederen.

Den nye Coop 365 på Langmarksvej åbner i slutningen af november. I løbet af 2023 åbner Coop endnu en 365discount på Bjerrevej i Horsens. 

Opdateret 18. nov 2022