Coop har været gennem et historisk svært år

Coop 16. dec 2022 -
This describes the image
Adm. direktør Kræn Østergård Nielsen, Coop: - Vi er en vigtig branche, som vi kan være stolte af at være en del af. Men det aktuelle priskaos er ikke branchens bedste øjeblik.   Foto: Sine Fiig
  • Adm. direktør Kræn Østergård Nielsen forudser i et nytårsinterview med Butikslederen et endnu sværere 2023

     

På teknologifronten samler Danmarks næststørste dagligvarekoncern sig om Coop One og på butikssiden tales om to motorveje bestående af Kvickly/SuperBrugsen og Coop365. 

I et nytårsinterview med Butikslederen, der udgives af Danmarks Leder Organisation og har ledende butiksmedarbejdere i Coop som medlemmer, siger koncernens adm. direktør Kræn Østergård Nielsen, at dette år har været historisk svært og næste år bliver værre.

Butikslederen skriver, at der er ”noget paradoksalt i, at dagligvarebranchen de senere år er strøget fra at have den højeste omsætning nogensinde under coronakrisen, og til nu at være i den helt anden ende af skalaen, med faldende indtjening, stigende udgifter og en historisk lav forbrugertillid”.

– 2022 har været et historisk svært år. Mange ting er lykkedes, og Coop har taget skridt til at komme stærke ind i fremtiden. Men vi skal ikke foregøgle os selv. 2023 bliver et endnu sværere år, siger dagligvarekoncernens topchef til Butikslederen.

Han varsler samtidig, at der er flere forenklinger og forandringer på vej i Coop i det nye år. Det skal sikre, at Coops nye superkæder; Kvickly/SuperBrugsen og Coop 365 bliver blandt landets førende kæder, samtidig med at Dagli'Brugsen og Irma kæderne med mere frihed kan vinde terræn i deres lokalområder.

For at komme hurtigere i mål med forandringerne gennemfører Coop to strategiperioder på én gang.

Kædesammenlægningerne af Kvickly og SuperBrugsen var på papiret planlagt til at skulle ske i den næste strategiperiode og på den anden side af 2025.

Det fremgår af interviewet, at Coop har nedbragt sit energiforbrug markant i hele koncernen. Alligevel er energiregningen femdoblet i 2022. Koncernen kan imødese en ekstra energiregning på en halv milliard kr. i 2023.

Coops leverandører har desuden varslet prisstigninger for næsten en milliard kr. til næste år.

– Coop kan ikke acceptere, hvis leverandørerne sender uberettigede og udokumenterede prisstigninger videre til os eller forbrugerne. Det synes vi ikke er rimeligt, siger Kræn Østergård Nielsen til Butikslederen.

Opdateret 16. dec 2022