Coop præsenterer to nye direktører

Coop 19. sep 2024 -
This describes the image
Rikke Krause tiltræder 18. november som direktør for Danmarks største supermarkedskæde, Kvickly/SuperBrugsen. Foto: Coop
  • Rikke Krause bliver direktør for Kvickly/SuperBrugsen. Martin Hasgard Olesen bliver ny direktør for Kunder, Marketing og Digital i Coop. Han kommer fra et job som kommerciel direktør i Netto.  

Coop besætter nu to markante stillinger som led i det igangværende forsøg på at genrejse forretningen.

To nye direktører indtræder i løbet af de kommende måneder i Coops øverste ledelse.

I den ledige stilling som direktør for Danmarks største supermarkedskæde, Kvickly/SuperBrugsen, tiltræder Rikke Krause 18. november.

Ledende stillinger

Rikke Krause, 36 år, kommer fra en stilling som adm. direktør for DUOS A/S, der er en dansk, familieejet virksomhed indenfor health care med ca. 5.000 medarbejdere fordelt over hele landet. Tidligere har hun haft en række ledende stillinger i Coloplast. Før det har hun været rådgiver i Boston Consulting Group, hvor hun bl.a. har arbejdet med koncept- og kategori-udvikling inden for detailhandel.

- Jeg kender Rikke som en meget dygtig leder, der har dokumenteret stærke resultater, er særdeles god til at forenkle komplekse problemstillinger og har gode evner til at skabe følgeskab i en stor organisation. Jeg glæder mig derfor meget til samarbejdet med Rikke omkring vores to store kæder, som selvfølgelig spiller en helt central rolle i udviklingen af Coop, siger adm. direktør Thor Skov Jørgensen.

Farvel til Netto

Som direktør for Kunder, Marketing og Digital tiltræder Martin Hasgard Olesen 1. oktober.

Martin Hasgard Olesen, 43 år, kommer fra et job som kommerciel direktør i Netto og har lang erfaring i kæden, hvor han har siddet i ledelsen af både den danske og internationale del af Netto i mere end 10 år. Martin begyndte sin over 20 år lange karriere i Salling Group på butiksgulvet – og han har i mange år haft ansvaret for marketing, kommerciel udvikling, sortiment og digital i Netto.

- Martin skal med sin lange erfaring i dansk detail bidrage til at styrke salget i kæderne og styrke den kommercielle profil i både Coop og kæderne, så vi fremstår mere attraktive for kunderne - og han får dermed en central rolle i at styrke vores kommercielle dagsorden, siger Thor Skov Jørgensen.

Rejsen slutter for Dorte Tandrup

Martin Hasgard Olesen afløser den hidtidige direktør for Kunder, Marketing & Digital, Dorte Tandrup, der dermed stopper i Coop.

- Jeg vil gerne takke Dorte for en stor og værdifuld indsats gennem de seneste år i Coop – samt indsats i perioden før, under og efter OK's opkøb af Coop. Sammen med teamet har Dorte været med til at styrke og kommercialisere vores marketing-indsatser, det digitale økosystem og kunderejsen markant. Vi står nu klar til næste kapitel og til at tage denne udviklingsrejse videre, siger Thor Skov Jørgensen.

- Med disse ændringer har vi nu vores nye organisation på plads, og vi kan fokusere på vores fælles store opgave at udvikle Coop som en førende, lønsom, ansvarlig og medlemsejet virksomhed med en stærk lokal forankring, siger Thor Skov Jørgensen.

This describes the image

Martin Hasgard Olesen indtræder som direktør for Kunder, Marketing og Digital. Foto: Coop

 

Opdateret 19. sep 2024