Coop har lært meget af Eataly-samarbejde

Coop 2. mar 2018 -
This describes the image
Arkivfot: John Ehbrecht
Skrevet af: Henrik Denman

Den højprofilerede italienske fødevarekæde Eataly trækker sig fra det danske marked. Eataly lukker den 2000 kvm. store forretning i stormagasinet Illum i hjertet af København til april. Konceptet, der drives på centrale adresser i storbyer over hele verden, er kendt for både at byde på et stort udvalg af italienske fødevarer og et stort udvalg af spisesteder.

Eatalys danske medejer er Coop Danmark, der tidligere drev Irma i underetagen af Illum. Trods Eatalys korte levetid i København er koncerndirektør i Coop, Jens Visholm, tilfreds med samarbejdet omkring det italienske madmekka:

– Jeg synes egentlig, at det er lykkedes ret godt med Eataly i København. De tilbagemeldinger, vi har fået fra mange kunder, lyder på, at de har været glade for butikken og konceptet. Det har været et spørgsmål om lokationen. Med beliggenheden i Illum har der ikke været et forhold mellem kundestrøm og omsætning, og vi har ikke kunnet se, at der var en fornuftig vej ud af det.

Han siger, at Coop har været på udkig efter en anden beliggenhed til Eataly, som ville kunne sikre en større kundestrøm.

– Vi har kigget efter andre beliggenheder. Det kan også være, at vi på et senere tidspunkt finder en placering, som vi tror vil være bedre, men det har vi ikke fundet på nuværende tidspunkt. Det er vores partnere i Italien, Etaly, der har taget beslutningen om at lukke.

Klar igen

Hvis Eataly beslutter sig for at genåbne i København, står Coop Danmark klar til igen at være partner og medejer.

– Det er vores indtryk, at Eataly er tilfreds med samarbejdet med Coop Danmark. Vi vil ikke være afskrækket af at være partner med Eataly igen.

– Vi har lært meget af den kombination af supermarked og restaurant, som Eataly er kendt for. Vi har også lært en masse omkring den træning af medarbejdere, som skal til for at kunne stå for bespisning i et butikslokale, hvordan de forskellige varegrupper virker, og hvordan det er at drive café og pizzeria. Det har vi lært en del af, som vi også kan tage med i den udvikling, som finder sted i vores supermarkeder.

Jens Visholm oplyser, at Coop Danmark ikke har haft tab på engagementet i Eataly. Meddelelsen om lukningen af Eataly i København sker kun en uges tid efter, at Eataly har åbnet et fødevaremarked i Stockholm.

Opdateret 10. nov 2020