Coop gør indkøbsturen digital
Coop var en af de første detailhandlere herhjemme, der gik online. Først med nonfood, siden med Irma og senest Coops nye online supermarked, der leverer dagligvarer til døren over hele Danmark.
Næste store skridt for Coop bliver at bruge erfaringerne fra de digitale kanaler til at give kunderne i de fysiske butikker en bedre indkøbsoplevelse.
Det tiltrækkende ved at handle online er ikke mindst, at det er nemt at købe ind og enkelt at sammenligne priser. Indkøbsturen i det fysiske supermarked er stadig præget af besvær: Varer ned i indkøbsvognen, op igen og ned igen og op igen i indkøbsposerne. Her ligger ifølge Coop den store udfordring.
– Vi vil tage besværet ud af at købe ind i den fysiske detailhandel. Det er hul i hovedet, hvordan vi i dag køber ind i butikkerne. Derfor skal det fysiske kundemøde digitaliseres, sagde Coops formand, Lasse Bolander, på den store detailhandelskonference New Retail Day forleden. Konferencen samlede topchefer fra hele detailhandlen til at høre om retail-innovation og til at møde detailhandlens succesfulde iværksættere.
Coops plan
Det er i dag Coops store projekt, og her er Coops plan.
For det første vil kunderne i fremtiden få mere inspiration på mobilen til dagens helt store spørgsmål: Hvad skal vi spise i aften.
For det andet vil kundens indkøbsliste blive digital og ligge på mobilen. Når kunden skriver en vare på indkøbslisten, vil mobilen vise de tilbud, kunden kan vælge imellem, og skriver kunden en flæskesteg på listen, vil mobilen vise et spot med Coop-kokken Claus Holm om at tilberede stegen og give ideer til de varer, kunden også har brug for til middagen.
For det tredje vil Coop styrke sin rådgivning til kunden. Kunderne kan sagtens hente oplysninger om nøglehulsmærkede varer og økologi, men Coop får i fremtiden også mulighed for at fortælle den enkelte kunde om hendes forbrug af f.eks. umættet fedt og give råd til, om det forbrug eventuelt skal sænkes.
Stort potentiale
For det fjerde satser Coop meget på at gøre mobilen til betalingsmiddel. Coop har allerede introduceret betalingskonceptet Bip & betal i nogle testbutikker, og ifølge Lasse Bolander viser de første test meget lovende resultater og tilfredse kunder.
– Med den nye teknologi skal kunden kunne komme hurtigere ud af butikken, og vi skal få en bedre dialog med kunden. Vi skal bruge teknologien til at gøre indkøbet mere personligt, for kunden siger i dag: Kend mig, hjælp mig, sagde han.
– Det tror vi på er fremtiden for os, nemlig at gøre det lettere at købe ind. Vi skal bruge det, vi har på nettet, til at skabe bedre indkøbsoplevelser. Vi laver mange eksperimenter, og vi laver fejl, men vi lærer noget hver eneste dag. Vi skal udnytte de digitale muligheder i de fysiske butikker, og det potentiale er stort, sagde Lasse Bolander