Coop giver en million til øko-landbrug

Coop 8. sep 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Danskerne lagde ekstra mange øko-varer i indkøbskurvene i Coops butikker i ugerne 34 og 35. Dermed lykkedes det at nå målet om en stigning i øko-salget på 15 procent, hvilket udløser en million kroner fra Coop til at hjælpe konventionelle landmænd med at blive økologer, skriver Coop i en pressemeddelelse.

5000 ekstra hektarer med økologiske marker i Danmark – et areal svarende til ca. 10.000 fodboldbaner. Det forventer Økologisk Landsforening at kunne omsætte den million kroner til, som Coop nu donerer til arbejdet med at lægge konventionelle landbrug om til økologiske.

- Danskerne har bakket utroligt flot op om indsatsen i de to uger, og det flotte resultat kommer nu til at gøre en direkte forskel for vores natur og grundvand, som skånes for rester af sprøjtegifte, og for dyrene, som sikres et godt liv med masser af plads og frisk luft. Den øgede omlægning til økologi skal blandt andet føre til en øget produktion af økologisk kød og danske økologiske grøntsager, som der allerede er ved at opstå mangel på, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Foto: Helle-Karin Helstrand

Opdateret 10. nov 2020