Coop går sammen med PensionDanmark om første spadestik i Coop Byen
-
Det bliver PensionDanmark, der sammen med Coop skal stå for den første fase af udviklingen af Coop Byen i Albertslund. Færdigudviklet vil den nye bydel have en markedsværdi på 6 mia. kr.
Siden præsentationen af visionen om Coop Byen, en helt ny og bæredygtig bydel omkring koncernens hovedkontor i Albertslund, sidste år, har der været stille omkring, hvilket pensionsselskab Coop vil samarbejde med i det kæmpe projekt.
Nu har PensionDanmark og Coop offentliggjort, at de har indgået aftale om at opføre første fase af Coop Byen sammen.
- Vi er meget glade for at indgå i et partnerskab med PensionDanmark, da de - ligesom os - har ansvarlighed, bæredygtighed og medlemsdemokrati som en del af deres DNA. PensionDanmark er desuden også i en førende position som investor i bæredygtigt byggeri, og i fællesskab vil vi opnå vores vision om at bygge en fremtidssikret bydel, hvor fællesskab, bæredygtighed, mangfoldighed og sundhed er i centrum, siger Coops formand Lasse Bolander.
Byggeri over 10 år
Coop Byen skal bygges i flere faser i løbet af de næste 10 år med afsæt i en masterplan udarbejdet af tegnestuen Henning Larsen.
For at realisere planen har Coop Danmark og PensionDanmark indgået et joint venture-selskab med en 50/50-fordeling, der skal stå for opførelse af Coop Byens første fase. Første fase består af 380 lejligheder og rækkehuse, et fælleshus, et parkeringshus, en daginstitution, et grønt areal og et åbent cykelværksted for byens beboere.
I PensionDanmark glæder adm. direktør Torben Möger Pedersen sig over at bringe selskabets ekspertise indenfor bæredygtigt byggeri i spil sammen med Coops unikke brand og tradition for fællesskab, demokrati og bæredygtighed.
- Samarbejdet med Coop giver os en rigtig god mulighed for at bidrage til et grønt byområde i stor skala. Vi vil med vores engagement være garant for gennemtænkte kvalitetsløsninger, der skaber værdi for beboere, klima og nærmiljø og samtidig gerne må være en inspiration for andre. Det gør man bedst ved at skabe unikke, fællesskabsorienterede byrum, der forener sociale gevinster med solide afkast til vores medlemmer, siger Torben Möger Pedersen.
Hele Coop Byen vil, når den er færdigbygget, have forøget boligmassen i Albertslund Kommune med 1.800 boliger, svarende til ca. 15 pct.
Projektet vil færdigbygget repræsentere en markedsværdi på ca. 6 mia. kr.