Coop: Frost-situationen er tæt på normalen til jul

Coop 7. dec 2017 -
This describes the image

Mere eller mindre tomme frostbokse har i snart to måneder været mere normalt end undtagelsen i Coops butikker. Men det går fremad nu, lyder det fra Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

- Når vi nærmer os jul, vil vi også være tæt på normalsituationen, siger Jens Juul Nielsen.

Han lover, at kunderne ikke vil gå forgæves efter den frosne and til jul, som nogle gjorde det før Mortens Aften.

I uge 42 skiftede Coop frostdistributør fra Agri Nordcold til Cold Star i Vejle, og det har givet massive problemer med levering af frostvarer til butikkerne.

- Ledelsesmæssige udfordringer, it-problemer og it-nedbrud hos Cold Star har gjort, at vi ikke har kunnet få varer ud til butikkerne til tiden. Vi har haft otte mand gående stort set permanent på Cold Star for at løse problemerne. Nu har vi midlertidig flyttet en del af distributionen over til andre distributører, siger Jens Juul Nielsen.

Varer fra andre distributører kommer korrekt ud for 99 pct.s vedkommende, mens varer fra Nord Cold nu har rundet 90 pct., siger Jens Juul Nielsen, der dog ikke kan garantere, at det sker til tiden endnu.

Han vil ikke sætte et beløb på, hvor meget situationen har kostet Coop.

- Vi har mere fokus på at få løst problemerne, end på at regne ud, hvad det har kostet os, siger han.

Opdateret 10. nov 2020