Coop-fremgang i indtjeningen
Coop fordoblede sit driftsresultat i 2014 i forhold til året før. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab for 2014.
Det samlede EBIT-resultat for Coop inkl. de selvstændige brugsforeninger blev 523 mio. kr. mod 235 mio.. kr. året før.
Coop inkl. brugsforeningerne opnåede i 2014 en omsætning på 44,7 mia. kr. ekskl. moms mod 44,4 mia. kr. i 2013. Omsætningen er hentet i de 1.217 butikker i kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Fakta og Irma samt de to netbutikker coop.dk og irma.dk.
Coop Danmark A/S ekskl. brugsforeningerne har opnået et EBIT-resultat på 329 mio. kr. mod 85 mio. kr. året før.
Brugsforeningerne opnåede et EBIT-resultat på 194 mio. kr. mod 150 mio. kr. året før.
- Med en ny strategisk retning, Sammen om bedre mad, med massiv vækst i antal medlemmer og med store investeringer i digitalisering og i moderniseringer af butikker er det tilfredsstillende at konstatere, at vi er på rette vej med en fordobling af vores resultat, siger bestyrelsesformand Lasse Bolander i en pressemeddelelse.
Adm. direktør Peter Høgsted siger:
- Alle vores kæder har præsteret markant fremgang, og vi kan konstarere, at alle fem er på rette vej.