Coop fravælger Amazon-modellen
Amazon udfordrer konstant den etablerede detailhandel. Et af de nyeste udspil er lanceringen af ubemandede dagligvarebutikker under navnet Amazon Go.
I Danmark tager Coop udfordringen med øget digitalisering op, men Coop har ingen planer om at følge Amazon og åbne ubemandede butikker. Det fastslår koncerndirektør Jan Madsen over for Dansk Handelsblad.
– Coop skal ikke være Amazon Go. Hvis Amazon kommer ind i Danmark, vil de komme i en skala, som vi alligevel ikke kan ramme dem med. Så Vi skal finde nogle områder, hvor vi differentierer os og er bedre. Det tror jeg godt, vi kan.
– Jeg tror ikke, at vi får en helt bemandingsfri butik. Det kan godt være, at man i et lokalområde kan udvide åbningstiden med bemandingsfri butikker, men jeg tror stadig, at bemandingen er en vigtig del af den oplevelse, der skal skabes i supermarkedet, så det differentierer sig fra online.
– Det, jeg tror der kommer til at ske er, at vi kommer til at fl ytte mange omkostninger fra den passive kassemedarbejder til en mere aktiv rolle i butikken. Vi vil gerne flytte personale væk fra kassen og ud for at lave kunderådgivning i stedet for, siger Jan Madsen, der slår fast, at de nye Bip & betal-løsninger vil give besparelser, men de vil ikke komme gennem fyringer i butikkerne.
Investering i oplevelse
Ifølge Coop skal butikken stadigvæk være en spændende oplevelse, så man ikke bare handler på nettet, men det kræver, at Coop investerer i oplevelser i butikkerne.
– Vi vil hellere tage det, der i vores øjne ikke er værdiskabende omkostninger, og flytte dem ud i butikken. Det ligger ikke i planen, at de nye løsninger medfører fyringer, forklarer han.
Coop Danmark arbejder efter en anden grundfilosofi end Amazon, hvor kunderne ikke møder personale, idet Coop ikke ønsker at fjerne udgangskasserne i butikkerne.
– Der vil være koncepter, der vil være meget afhængige af personale til at skabe en ople-velse i butikkerne. Men man kan sagtens forestille sig mindre butikker måske i lokalområdet, hvor vi udvider åbningstiderne, og hvor de nye løsninger giver en mulighed for at holde åbent uden personale på en omkostningseffektiv måde.
Bip & betal - løsningen
Coop har i dag otte butikker med Bip & betal-løsningen. Det er nu besluttet, at løsningen skal indføres i alle kædernes butikker, og det vil ske gradvist fra slutningen af i år og gennem 2018. Coop vil desuden give medlemmerne flere digitale muligheder som muligheden for at oprette en madkonto, hvor man kan optanke penge, så kan familien købe og betale i butik-ken med madkontoen. Hertil kommer muligheden for at oprette en madkredit, hvor en kunde kan vælge at tanke 1000 kr. op på Coops regning og handle for dem indtil månedsskiftet, hvor Coop trækker pengene igen.