Coop-farvel presser FK Distribution
Afgangen af storkunden Coop, der i stedet har valgt markedslederen Post Danmark som distributionspartner, gjorde ondt på FK Distribution i 2016 og påvirkede som ventet omsætningen i negativ retning, viser årsrapporten fra North Media A/S, der ejer FK Distribution og netop har distribution som sit ubetinget største forretningsområde.
Fra et niveau i omsætning på ca. 691 mio. kr. i 2015 tog omsætningen et markant dyk i 2016 på 101 mio. kr. til ca. 590 mio. kr., svarende til 15 pct.
Ligeledes faldt resultatet af ordinær primær drift med mere end 21 mio. kr., fra ca. 56 mio. kr. i 2015 til 35 mio. kr. sidste år.
Hos North Medias ledelse var det markante omsætningsfald forventet som en direkte konsekvens af tabet af Coop som kunde, og fordi at priser og mængder på det uadresserede marked fortsat er faldende.
"På trods af et omsætningsfald på 101 mio. kr. fra 2015 til 2016 er det lykkedes at begrænse indtjeningsfaldet til 21. mio. kr. Det skyldes væsentlige besparelser på både produktions- og kapacitetsomkostninger, lavere afskrivninger, men også, at andelen af NejTak+-husstande og antallet i NejTak+-sættene er øget", lyder forklaringen i selskabets ledelsesberetning.
NejTak+ i vækst
Trods tab af storkunde og markedsandel ser ledelsen også lyspunkter for FK Distribution. Ikke mindst udviklingen i antallet af husstande, der tilmelder sig selskabets NejTak+, bevæger sig i den rigtige retning, og er ved udgangen af 2016 oppe på 658.000 husstande, hvilket er mere end hver tredje af de husstande, der i dag ønsker at modtage reklamer.
"Med NejTak+ opnår detailhandelen den fordel, at deres tilbudsaviser er blevet et positivt tilvalg for forbrugerne. De bliver læst mere intensivt og i længere tid end tidligere", lyder det fra selskabets ledelse, der forventer, at endnu flere husstande vil tilmelde sig ordningen de kommende år.
I år forventer North Media A/S at hæve omsætningen hos FK Distribution i størrelsen 35-50 mio. kr., mens resultat af ordinær primær drift ventes på samme eller lidt lavere niveau end 2016.
Samlet kom North Media A/S ud af 2016 med et stort underskud på næsten 64 mio. kr. mod et underskud på 12 mio. kr. i 2015.