Coop: Fakta er ikke stærk nok til at matche konkurrenterne

Coop 7. feb 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Siine Fiig/Coop
Skrevet af: Søren Tougaard

Coops topchef Peter Høgsted har allerede varslet, at 2019-regnskaber bliver det første år med driftsoverskud i alle fem Coop-kæder.

Trods driftsforbedringer i kæderne, og udsigt til det første overskud i underskudsplagede Fakta, er udfordringerne dog langt fra et overstået kapitel i den andelsejede dagligvarekoncern.

På en nylig afholdt lederkonference i Coop gjorde koncernøkonomidirektør Kræn Østergaard Nielsen det klart, at Coop står overfor markant stigende udgifter til distribution af tilbudsaviser, løninflation samt stigende omkostninger til Coops store it- og forandringsprojekt Coop One, skriver Butikslederen.

Derfor skal Coop hente flere konkurrencefordele og gevinster på driften, hvor Kræn Østergaard Nielsen fremlagde fem klare topprioriteter.

En af dem er at skabe fremtidens lavprissupermarked og have et konkurrencedygtigt koncept i år. For som det er nu, er Fakta ikke et stærkt nok koncept til at matche de øvrige konkurrenter, erkender Coop.

Fakta-brandet står for fald

Derfor er Coop allerede nu godt i gang med at teste fremtidens lavpriskoncept under navnet Coop Hverdag i blandt andet Trekroner og Tølløse på Sjælland.

Coops ledelse har dog hele tiden understreget, at der endnu ikke er taget en endelig beslutning om Faktas fremtidige navn.

Over den treårige strategiperiode 2018-2020 har Coops topchef Peter Høgsted tidligere annonceret, at koncernen skal hente forbedringer og effektiviseringer for 1 mia. kr.

Og det arbejde fortsætter, fortalte Kræn Østergaard Nielsen, der samtidig understregede, at avancen skal forbedres med endnu bedre kampagner.

Desuden vil Coop også styrke butikkerne med stærkere koncepter som BrødCooperativet og et forbedret ferskvareområde, ligesom flere kunder skal benytte scan og betal og handle online på Coop.dk Mad, skriver Butikslederen.

Endelig venter den store lancering af Coops it-projekt Coop One tidligst til sommer, fortalte Kræn Østergaard Nielsen.

 

Opdateret 10. nov 2020