Coop er klar til at investere i nye butikker

Coop 6. nov 2018 -
This describes the image
SuperBrugsen i Ringsted er ligeledes en tidligere Kvickly. Arkivfoto: Helle-Karin

10 nye SuperBrugser er på vej ind i Coops supermarkedskæde, og det vil styrke kæden med en omsætning på omkring 1 mia. kr., lyder det fra dagligvarekoncernen, der den seneste tid har lukket en lang række butikker.

Blandt de nye butikker i kæden er i hvert fald to nybygninger.

Coop er ved at afslutte forhandlinger om flere helt nye beliggenheder, hvor der skal bygges nye SuperBrugser, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

De andre seks er ombygninger fra søsterkæden Kvickly samt to butikker i Fensmark og Glumsø, der tilhører Brugsforeningen i Fensmark, der vender tilbage til Coop efter at have været en tur i Dagrofa-regi.

Torsdag den 8. november åbner kæden fire nye flagskibe - det er de ombyggede butikker i Haslev, Otterup, Struer og Nakskov.

På vej er yderligere to Kvickly-huse, nemlig Tranbjerg og Amagerbrogade.

- De kommende år vil vi bruge kræfterne på at komme med tilbud til vores kunder, der gør det endnu tydeligere, at de får noget andet og mere hos os i forhold til discountbutikkerne, der er vores største konkurrenter, siger kædedirektør Jesper. K. Andersen, SuperBrugsen.

Kæden består i dag af ca. 230 supermarkeder med en samlet omsætning på ca. 12 milliarder kr.

Opdateret 10. nov 2020