Coop Crowdfunding har rejst 11 millioner

Coop 14. aug 2018 -
This describes the image
Plantageejer Laust Spandet Jensen, Fejø Frugt, har fået smag for at rejse midler via Coop Crowdfunding. Foto: Coop Crowdfunding
Skrevet af: Søren Tougaard

Fejø Frugt var ligesom 28 andre lokale fødevareproducenter med i Coops Crowdfunding-satsning i 2017. På blot to dage lykkedes det dengang frugtplantagen at rejse 300.000 kr. til at omlægge produktionen til økologisk drift.

Derudover fik det økologiske mejeri Thise på fire dage finansieret 400.000 kr. til produktion af Græsmælk, mens knap 200 forbrugere medfinansierede udbygningen af den knap 100 år gamle Dagli’Brugsen i Stevnstrup.

Ifølge Coop har Coop Crowdfunding det første år vist, at danskerne er klar til at skyde penge i spændende fødevareprojekter i hele landet.

- Gennem det seneste år har danskerne været med til at omsætte 29 innovative producenters visioner til nye og spændende fødevarer som insektsnack, økologisk whisky og græsmælk. Vi oplever, at danskerne er villige til at skyde penge i spændende projekter, og derfor er vi altid på udkig efter nye fødevareproducenter med en god idé, siger Nicolai Jæpelt, crowdfunding-ansvarlig hos Coop, i en pressemeddelelse.

Udvider øko-plantagen

Danskerne får i stigende grad smag for økologisk frugt.

Det oplever man hos Vesterled Frugtplantage på Fejø nord for Lolland, der igen har lanceret et nyt indsamlingsprojekt via Coop Crowdfunding.

Denne gang er formålet at udvide den økologiske frugtplantage med 8,5 hektar og derfor ønsker Fejø Frugt at rejse 1,4 mio. kr.

Det fik plantagejer Laust Spandet Jensen gjort i rekordfart.

Seks timer tog det blot, før 128 private investorer havde indsamlet de 1,4 mio. kr. via Coop Crowdfunding.

Udover at støtte det økologiske projekt får investorerne et udbytte på 3,25 pct.

Feje Frugt rejste 300.000 kr. til en økologisk omlægning af plantagen sidste år, hvor 70 forbrugere ligeledes skød mere end 1,7 mio. kr. i frugtplantagens nye kølerum via Coops crowdfunding-projekt, der forlænger sæsonen af Fejø-æbler.

Derudover har plantagen også tidligere rejst penge til at udvide frugtplantagen med 4,5 hektar - ligeledes gennem Coop Crowdfunding.

Fejø Frugt høster 21 mio. stykker frugt om året fordelt på æbler, pærer og blommer.

Opdateret 10. nov 2020