Coop Bank bedst på forbrugslån
Forbrugerrådet Tænk har igen kåret Coop Bank som "Bedst i Test" i en sammenligning blandt 21 pengeinstitutters og finansieringsselskabers forbrugslån på 40.000 kr.
CoopLån 20+ vinder blandt andet testen på at tilbyde en konkurrencedygtig rente, have lave omkostninger, ingen etableringsomkostninger og tilbyde fleksibilitet i tilbagebetalingen.
Siden sidste test af forbrugslån, hvor CoopLån 20+ også klarede sig bedst i Forbrugerrådet Tænks test, har Coop Bank forbedret produktet yderligere.
Forbrugerne har således mulighed for at få lånet over en længere løbetid til en fast rente. Samtidig er tilskrivningen af renter hvert kvartal blevet fjernet, så rentesatsen og ÅOP nu er ét og samme tal til gavn for gennemsigtigheden.
"Vi arbejder løbende på at gøre vores produkter mere enkle og sikre os, at vi altid har et af markedets bedste tilbud, så vi er glade for at få blåstemplingen fra Forbrugerrådet Tænk Penge igen i år. Det gør det trygt at vælge vores lån", siger bankdirektør Allan Nørholm, Coop Bank.