Coop-appens madkonto bliver en abonnementsordning
PrimeKonto hedder Coops nye version af den madkonto, der i to år har været knyttet til Coops app.
Coops kunder kan nu vælge, at der hver måned automatisk flyttes penge fra kundens lønkontoen til madkontoen på Coop-appen. Pengene kan bruges i alle Coops fysiske butikker og i løbet af året også på Coop.dk og Coop.dk Mad.
Når først pengene er der, kan de ikke trækkes ud igen som kontanter, men skal benyttes i en af Coops forretninger.
"Betalinger, som du har godkendt, kan ikke tilbagekaldes efterfølgende", hedder det i betingelserne fra Coop Bank, der administrerer kundernes konti på Coop-appen.
Til gengæld for de penge, som sættes ind på appen, får kunden "en masse valgfrie ekstra fordele og optjener mere bonus", Skriver Coop i et brev, der lige nu sendes ud til kunderne.
Her understreges det, at man ikke behøver automatisk optankning, men også kan fortsætte som tidligere.
Ved at overføre 1000 kr. automatisk hver måned opnås blandt andet 15 pct. bonus på varer fra Änglamark, Thise, 365-økologi-serien i Fakta og på Irma Hverdag. Derudover får Prime-kunder dobbelt så mange samlemærker på et køb.
Ved indsættelse af 2000 kr. om måneden opnås blandt andet abonnement på tv-streamingtjenesten C More eller TV 2's basispakke.
Coop er tydeligvis inspireret af Amazon, der med Amazon Prime tilbyder sine kunder - og knytter dem tættere til sig - med en bred vifte af tilbud, der ikke er en del af kerneproduktet.
Brugerundersøgelse
I en periode gav Madkontoen med jævne mellemrum 5 pct. i rente - det vil sige, at man som kunde fik 50 kr. ekstra på kontoen, når man satte 1000 kr. ind.
Det blev for kort tid siden sat på pause.
- Vi holder pt. en pause med de 5 pct. og evaluerer resultatern, sagde Anders Mittag, direktør for Coops medlemsprogram & Digitale Kanaler, for nogle uger siden til Dansk Handelsblad.
I efteråret gennemførte Coop sammen med Wilke en omfattende forbrugerundersøgelse, der var rettet mod både medlemmer og ikke-medlemmer.
”Coop er i gang med at udvikle et nyt koncept, som giver adgang til en masse fordele, når du hver måned via Coop app’en indsætter et fast beløb, du kan handle for,” hed det blandt andet i indledningen til undersøgelsen.
I undersøgelsen blev forbrugerne blandt andet spurgt om, hvorvidt de var interesserede i at indsætte 1000 kr. på en Coop-konto mod til gengæld at få 20 pct. bonus på Coops egne mærker samt en ekstra fordel for hver 1000 kr. yderligere, man sætter ind på kontoen op til 5000 kr.