Coop åbner spritny butik i Skanderborg
SuperBrugsen har netop åbnet en helt ny butik med et salgsareal på 1426 kvm. på Skanderborgs hoved- og forretningsgade Adelgade.
"Vi har overtaget et Løvbjerg-supermarked og gennemført en total modernisering. Med alle de nyeste koncept-elementer er der i den grad tale om et højkvalitetssupermarked, hvor de kræsne kunder i byen kan opleve det største udvalg af måltidsløsninger, delikatesser, slagter og Brød Cooperativ," skriver kædedirektør Jesper K. Andersen på LinkedIn.
"Men som altid i detailhandel: Menneskene er det afgørende. Og vi har virkelig fået et meget stærkt team i butikken, under ledelse af en af vores erfarne uddelere, Christian Müller, som kommer fra den meget veldrevne SuperBrugs i Jægergårdsgade, Aarhus", fortsætter Jesper K. Andersen.
Den store åbningsfest foregår dog først torsdag den 8. august.
Coop lukkede tidligere på året sin Kvickly i samme by.