Butiksdøden bremser op på landet
Butiksdøden har været massiv de seneste årtier. Men der er for første gang spirende tegn på, at der er sket en opbremsning i faldet i antallet af butikker i de helt små byer og i landdistrikterne.
Det viser en opgørelse, som De Samvirkende Købmænd har lavet på baggrund af tal fra Retail Institute Scandinavia.
På landsplan er der i disse områder i 2015-16 sket en reduktion i antallet af dagligvare-butikker på blot seks butikker, og det er langt færre end tidligere år.
Adm. direktør Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia, tror at udviklingen i de små byer kan fastholdes i de kommende år, bl.a. fordi Dagrofa sammen med KFI Erhvervsdrivende Fond i de kommende år understøtter lokale butiksprojekter med en pulje på 70 mio. kr.
– Både Coop og Dagrofa har valgt at spille en aktiv rolle for at bevare dagligvarebutikker i de mindre bysamfund, siger han.
Stigende bevidsthed
Underdirektør i DSK, Jytte Tandrup, ser også grundlag for en vis optimisme for de lokale dagligvarebutikkers fremtid.
– Der er de første spirende tegn på, at der er sket en opbremsning i faldet af antallet af butikker i de helt små byer og i landdistrikterne, siger hun.
Jytte Tandrup ser tegn på, at flere og flere lokalsamfund har en stigende bevidsthed om vigtigheden af at have en lokal dagligvarebutik.
Henning Bahr peger på flere mulige årsager til udviklingen.
– Der er i dag projekter, hvor borgerne er blevet medfinansierende. Dagrofa tilbyder nogle modeller, hvor KFI spiller en aktiv rolle, og de har lavet en portal, der beskriver projekterne. Der er øget interesse for at have en lokal dagligvarebutik, og nogle købmænd kan se en interesse i at få moderniseret deres butik, hvilket de ikke har haft mulighed for tidligere.
Henning Bahr nævner også lavpriskædernes behov for at nå længere ud på landet.
Stabilisering
Han anser det ikke for utænkeligt, at antallet af dagligvarebutikker på landet kan have stabiliseret sig.
– På den korte bane kan man godt tale for, at der ikke sker dramatiske ændringer i butiks-antallet i de små landsbyer. Men på længere sigt er der en udvikling, hvor flere rykker ind mod de større byer, og som i hvert fald betyder, at de små landsbyer ikke får nogen befolkningstilvækst. Omvendt kan der ske en udflytning til de mindre bysamfund i takt med, at boligpriserne stiger meget i de større byer, siger Henning Bahr.
Jytte Tandrup peger på udfordringer for de små bysamfund:
– Udfordringerne knyttet til en voksende andel af ældre borgere er særligt udtalte i landdistrikter og byområder længere væk fra de største byer, siger hun.