Hvordan vil du have det med, at denne leder skulle fylde et helt opslag i avi sen (6.500 anslag), og jeg indledte den lange ordstrøm med at sige, at jeg ville fortælle om noget, som er fuldstændigt betydningsløst?
Sådan har jeg det, når jeg læser et interview med direktør Mike Simonsen fra Fleg
gaard, der citeres med 1.300 ord (6.500
anslag) for bl.a. at sige, at tysk dåsepant (for danskere) ikke får nogen som helst betydning for Fleggaards omsætning, og at panten ikke vil påvirke antallet af bortkastede dåser i den danske natur.
Jeg ved ikke, om Mike Simonsen har en lemfældigt omgang med fakta, ikke har viden om argumentation eller bare ikke bruger nogen af delene. Men her er lidt tips; det er ofte en god ide at have logos og patos med i sin argumentation. Mike Simonsen underbygger ikke på nogen måde sine argumenter.
I artiklen kalder han pantaftalen en panikløsning, men sagen har været over 10 år undervejs, så hvis der er noget, aftalen ikke er, så er det baseret på panik, men snarere på det muliges kunst.
Mike Simonsen påstår også, at aftalen ikke vil få nogen som helst betydning for miljøet, men fakta er, at den danske pant
ordning er unik og betyder, at flere end 9
ud af 10 dåser genbruges. Miljøstyrelsen forventer, at hovedparten af de tyske dåser vil blive genbrugt på samme vis, så den
danske natur undgår 0,6 million dåser på
offentlige pladser, på strande, ved tankstationer, i affaldskurve og i naturen.
Op mod 91.000 danskere er hvert år
ude at rydde bl.a. dåser op. De finder ikke
alt, men dog 120.000-154.000 dåser, som ellers var blevet i naturen, hvor det ville tage naturen op mod 500 år at nedbryde dem.
Der var i 2012 kun pant på 7.989 - resten var pantfrie, udenlandske dåser, og Mike Simonsen henter næppe halvdelen, selv om det vist nok svarer til Fleggaards markedsandel. Han mener, danske politikere i stedet bør indføre bøder og oplysningskampagner. Men hvorfor er Mike Simonsen ikke ligeglad, når pantaftalen - ifølge ham selv - ikke påvirker salget? Flere analyser - bl.a. analyseinstituttet Capacent Epinion for De Samvirkende Købmænd i Danmark, påviser ellers, at pant på dåser vil få grænsehandlen til at dykke. Styrt
dykke, vil andre sige, for flere end to ud
af tre danskere vil enten holde op med at købe - eller købe færre - drikkevarer ved
grænsen. Kun 26 procent mener, at de vil
være upåvirkede af panten. Skat anslår, at dåsegrænsehandelen vil blive halveret, mens Miljøstyrelsen forventer et fald på mindst en tredjedel.
Mike Simonsen mener, at den danske regering gør forskel mellem østdanskere og vestdanskere, men regeringen tager blot den aftale, man kan få med delstaten Slesvig-Holsten, mens Mecklenburg-Vorpommern siger nej. Hvis vi skal tvinge en aftale igennem her, så må vi først erobre Mecklenburg-Vorpommern.
Mon ikke, den region trods alt også har en mindre andel af grænsehandelen? Ellers
virker det sært, at der er ca. 60 store græn
sebutikker syd for den dansk-tyske landegrænse, mens Fleggaard kun kan henvise til en enkelt butik i Rostock. Kunden skal
her også bruge fire timer på færgen. Dertil
køreturen. For at undgå pant.
Men tilbage til spørgsmålet; når pant ikke betyder noget som helst, hvorfor bruger Simonsen så mange ord og så mange pr-folk? At Fleggaard går op i sagen, afslører Mike Simonsen i JP-artiklen, hvor han også siger:
»Hvis man læser samtlige dokumenter i sagen, gransker estimaterne for hjemvendt grænsehandel, ser på Skats estimering af salg af dåser i grænsehandelen i 2018 med en tilbagegang på 50 pct. og kigger nærmere på regeringens andel af ikke indløst pant, står det klart, at det handler om rå økonomi,« lyder det fra Mike Simonsen.
Var det en karakteristik af politikerne eller af Mike Simonsen?