Brugskæde samler trængte butikker
Dagli'- og Lokalbrugs-kæden har samlet 13 brugser i et særligt landsdækkende distrikt for butikker med problemer med indtjeningen. Brugserne skal nu hjælpe hinanden med ideer og sparring, og de får mulighed for at trække kunder til butikken med nogle ekstraordinært gode tilbud.
- Det er butikker, som har haft det svært i flere år, og som ligger i en hård konkurrencesituation. Det letteste ville være at smide håndklædet i ringen og lade være med at bruge mere krudt på dem, men vi tror, at vi kan gøre en forskel ved at samle dem i et distrikt og sætte de her ting i gang på tværs, siger salgsdirektør Torben B. Andersen, Dagli'- og Lokalbrugs-kæden.
Han oplever, at uddelerne i det lille ”distrikt 207” føler sig bedre tilpas mellem kolleger med de samme udfordringer som dem selv.
- Jeg har en kæmperespekt for dem, for det er sværere og hårdere at kæmpe i en butik, der har det rigtig svært, end når det bare kører derudad. Nu har de fået et helt andet udtryk i øjnene og en helt anden gejst, og de står sammen og kommer med gode ideer på kryds og tværs. Det er selvfølgelig ikke totalt rosenrødt i alle 13 butikker, men vi kan virkelig se nogle forbedringer på omsætningen, siger salgsdirektøren.
- Det er ikke en lukkepulje, for vi giver virkelig de her butikker en chance for at gøre en forskel, siger han.
Kæden har investeret i kølere og inventar i butikkerne for at gøre dem mere lækre for kunderne, og butikkerne får to gange om ugen særlige leverancer af varer, som kan sælges til attraktive priser.
- Vi bruger meget sms og facebook for at fortælle kunderne om de her tilbud, som vi prøver at skubbe omsætningen i gang med, siger Torben B Andersen.
Mindre nervøsitet
Brugserne ligger i Gandrup, Vissenbjerg, Islev Torv, Trige, Storvorde, Nørre Broby, Suldrup, Resen, Mogenstrup, Viborg, Gøring, Tilst og Årslev. De er alle Coop-butikker, men også selvstændige brugser kan senere komme med i det særlige distrikt.
Uddeler Niels Falster fra LokalBrugsen i Tilst tror på, at hjælpen fra baglandet og sammenholdet og erfaringsudvekslingerne i det særlige distrikt vil være godt for butikken, som i forbindelse med projektet bliver opgraderet til en Daglí Brugs.
- Det vil altid sidde i én, når butikken ikke kører som den skal, men jeg tror på, at det her projekt vil give os en håndsrækning, siger uddeler Niels Falster.