Brugsforening: Udmelding giver bedre købmandsskab
Der har igennem længere tid været utilfredshed blandt mange butikker og brugsforeninger i Coops bagland. Senest har formanden for SuperBrugsens Kædeforening, Jan Lundsgaard udtalt, at konsekvensen kunne blive, at flere brugsforeninger valgte at forlade Coop-fællesskabet.
Det scenarie er nu blevet virkelighed med Fensmark Brugsforenings beslutning om at bryde med Coop ved årsskiftet og i stedet overgå til Dagrofa.
- Det er en drastisk beslutning, men det er samtidig også en modig og gennemarbejdet beslutning, som vi har taget over de seneste par måneder. Vi kan ikke længere se os som en del af Coop. Vi ønsker en større bevægelsesfrihed, end vi havde i sigte, og vi mener også, at vi får et bedre købmandsskab ud af samarbejdet med Dagrofa, forklarer formand Jens-Christian Frederiksen.
Fensmark Brugsforening tæller først og fremmest SuperBrugsen Fensmark med en årsomsætning på 154 mio. kr, men tæller efter fusioner også de to mindre brugsforeninger Glumsø og Vallensved med en omsætning på henholdsvis 35 og 9 mio. kr.
Fra årsskiftet fortsætter butikkerne i Fensmark og Glumsø som en del af Meny-kæden, mens Vallensved bliver en del af Letkøb.
Samtidig fortsætter alle tre brugsforeninger som selvstændige og medlemsejet.
Fuld opbakning
Jens-Christian Frederiksen ønsker ikke at kommentere på, hvilken dråbe, der har fået bægeret til at flyde over. Det er dog ingen hemmelighed, at IT-systemerne SAP HR og SAP Finans har givet flere udfordringer med løn og regnskaber, mens udsigten til stigende koncernbidrag til Coops IT og Retail-program heller ikke huer baglandet.
- Der har været mange sten, der har gjort udslaget, og efterhånden var vi kommet dertil, hvor vi måtte reagere. Vores medarbejdere blev orienteret i går aftes (tirsdag aften, red.), og der er jo mange af dem, der har haft deres gang i Coop de sidste 20-30 år. Inklusiv vores direktør Hans Larsen. Vi har i rigtig mange år været rigtig glade for samarbejdet, men der var også fuld opbakning til den beslutning, der er truffet, siger Jens-Christian Frederiksen.
Han forklarer, at der med en ny hovedleverandør naturligvis kommer andre varer på hylderne, og at brugsforeningen fremover vil satse endnu mere på kød og vin, hvor butikkerne efter formandens mening stadig har et vækstpotentiale.
- Vi kalkulerer ikke med tilbagegang, men der vil sikkert være en indkøringsperiode, og hvis vi mærker en mindre nedgang, vil det heller ikke være nogen katastrofe. Vi har ikke haft en downperiode de sidste 20 år, så jeg har svært ved at forestille mig, at den pludselig skulle komme nu, siger brugsforeningsformanden.
Spørgsmålet er nu, om flere brugsforeninger vælger at følge den sydsjællandske brugsforening?
Hos Coop fortæller informationsdirektøren, at Coop fører en god og konstruktiv dialog med landets øvrige brugsforeninger, der tæller cirka 400 selvstændige Coop-butikker, og at Coop fastholder den konstruktive dialog, der i gang.
- Hans er en dygtig købmand, som vil kunne drive en god butik med hvilket som helst skilt på facaden. Vi ønsker held og lykke i nye omgivelser, lyder det fra Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen efter meldingen om brugsforeningens exit.