Brugsforening og Coop går sammen om at åbne en Coop 365
Hørning Brugsforening og Coop har netop indgået en aftale, der betyder, at Coop vil åbne en butik i sin nye kæde, Coop 365, i det butikslokale, som brugsforeningen er i gang med at bygge på Torvet i Hørning.
Byggeriet skal omfatte 28 lejeboliger og en 1200 kvm. stor dagligvarebutik. Planen er, at det skal stå færdig om ca. et år.
Herefter overtager Coop lejemålet og forventer at åbne en Coop 365 i september 2021.
”Med byggeriet sikrer vi, at det velfungerende handelsliv omkring Torvet med de mange gode specialbutikker og SuperBrugsen styrkes og bliver endnu mere attraktiv for kunderne,” siger uddeler Jens F. Grøftehauge, SuperBrugsen Hørning, i en pressemeddelelse.
Coops nye adm. direktør, Kræn Østergård Nielsen, besøgte forleden Hørning, hvor han selv begyndte sin karriere som salgsassistent 25 år siden.
”Dette er et godt eksempel på, hvordan samarbejdet skal fungere i Coop Familien. En stærk brugsforening styrker med investeringer det lokale handelsliv, og Coop lejer sig ind med det nyeste og bedste til den placering, vi har til kunderne,” siger Kræn Østergård Nielsen.
Coop 365 skal erstatte en noget mindre Fakta i Hørning.
Coop har netop åbnet 13 testbutikker i kæden Coop 365, der formentlig skal erstatte Fakta og måske også inddrage butikker fra Coops andre kæder.
Læs også: Private label-varer får meget mere plads i Coop 365