Ardens nye Fakta har bake off og scan-selv-kasser
Tågen ligger tæt over Himmerland, det er fredag den 1. maj, og køen foran den nye Fakta-butik i Arden er så lang, at det er svært at se de bagerste i tågen.
Corona-afstanden har selvfølgelig gjort rækken af kunder lidt længere, men ifølge butikschef Torben Pedersen stod de første og ventede uden for butikken allerede kl. 7.
- Jeg tror, der er ca. 75 i køen nu, siger Torben Pedersen, lige inden han kl. 8 byder kunderne velkommen i den 800 kvm. nye butik.
[caption id="attachment_87708" align="aligncenter" width="696"] Foto: Helle-Karin Helstrand
Butikschef Torben Pedersen byder kunderne velkommen[/caption]
Som et af flere åbningstilbud er en gratis mulepose med et udvalg af Fakta-varer til de første 50 kunder, og for at undgå, at kunderne stormer ind ad døren for at komme først, deler Torben Pedersen numre ud i køen.
Men der er altså ikke nok til alle.
- Jeg er meget overvældet over, at der er så mange. Arden-borgerne vil Fakta. Vi er en af de største Fakta-butikker i Himmerland på omsætning, og vi havde svært ved at følge med i den gamle butik, fordi vi hele tiden skulle fylde varer op, siger butikschefen.
LED og scan selv
Den gamle butik blev bygget i 2003 og havde et salgsareal på kun 580 kvm. Den ligger kun 100 meter fra den nye, der er bygget, hvor den gamle Arden Kro tidligere havde adresse.
- Varerne har fået meget mere plads i den nye butik, og med de bredere gange er der også mere plads til både kunderne og os. Det er rarere for kunderne - ikke mindst i disse tider, men det gør også vores arbejde mere effektivt, siger Torben Pedersen.
Han tilføjer, at parkeringspladsen er udvidet betydeligt til 40 pladser.
- Alt inventar er nyt, og er butikken er udstyret med LED-lys over det hele samt energivenlige køle- og frostbokse, siger Torben Pedersen.
Som noget nyt i Fakta-kæden er der kommet to scan selv-kasser, der skal supplere scan selv med mobilen og de to betjente kasser.
Ca. 6 pct. af kunderne har hidtil benyttet muligheden for at scanne varer selv med deres smartphones.
Bake off
Varesortimentet i butikken er det samme, som kunderne er kender. Og dog - der er kommet enkelte nye varer.
Og så er der sket noget i brødskabet. Umiddelbart kan man ikke se det, for brødet er på grund af corona-risikoen pakket i poser. Men duften afslører, at det er netop "bagt" i butikken. Den nye butik har nemlig fået en bake off-ovn.
- Coop har valgt at investere i en ny butik i Arden, fordi vi har haft vækst år efter år. Jeg håber, at vi kan øge omsætningen med yderligere 10 pct. i de nye rammer, siger Torben Pedersen.
Han har ledet Fakta i Arden siden 2016, da han kom fra en stilling som butikschef i Terndrup. Sin uddannelse afsluttede han i 2000 i Favør i Skørping, og efter at have arbejdet i Skørping en årrække, var han souschef i en Rema 1000 i tre år.
- Nu er jeg kommet på min rette hylde. Jeg oplever Coop som en seriøs arbejdsplads lige fra varesortiment til HR, og værdisættet passer godt til mig, siger butikschefen.
[caption id="attachment_87714" align="aligncenter" width="696"] Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]
Han udelukker dog ikke, at en anden kæde i Coop også skal afprøves - med tiden.
- Men lige nu er jeg glad for Fakta, og jeg er en af de butikschefer i kæden, der har fået mulighed for at tage flere beslutninger selv. Jeg skal følge space og sortiment, men jeg eksempelvis kan tilpasse nogle tilbud lokalt. Det betyder, at jeg i højere grad kan agere som købmand, siger Torben Pedersen.
[caption id="attachment_87717" align="aligncenter" width="696"] Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]
Fakta i Arden
Salgsareal: 800 kvm.
Ansatte: ca. 20 - heraf er fire på månedsløn
Åbningstider: 8-21 alle dage
Arden har 2500 indbyggere
Byen har tillige en Min Købmand - en Dagli'Brugs lukkede i 2018