Anne roser vareudvalg - Leif afviser scan & betal
Det tager længere tid end fem minutter for Anne Hülz at købe ind - både i den gamle Fakta-butik og i den nye Coop Hverdag.
Flytningen af flere varer har i første omgang gjort turen rundt i butikken lidt mere besværlig, men det er ikke selve omrokeringen alene, der nu gør, at Anne Hülz igen-igen står og læsser flere varer ind i bilen, end der står på indkøbssedlen.
- Jeg synes, butikken er blevet flot. Den har altid haft nogle gode varer. Der er altid en billig og en lidt dyrere og bedre variant, som man kan vælge i stedet. Mange tænker automatisk, at Netto er billigst, men det er ikke altid tilfældet, siger Anne Hülz med adresse til Coop Hverdags nærmeste nabo.
Den vigtigste årsag til, at hun handler ind i Fakta og den nu ombyggede testbutik, er dog ikke så meget priser og udvalget, men noget langt mere basalt.
- Det betyder meget, at der er rent. Butikkens hygiejne er helt i top og er kun blevet endnu bedre af, at de har flyttet rundt på varerne og rengjort dér, hvor de ikke kunne komme til før, siger hun.
Coop-fan afviser ny betalingsløsning
Lars Heltberg køber regelmæssigt ind i Fakta i Tølløse. Selv om indkøbsmulighederne er mange i byen, er det stadigvæk et springende punkt, der er altafgørende for hans dagligvareindkøb: Butikken skal være forbrugerejet.
Han har også aflagt den nye Coop Hverdag-butik flere besøg, siden opdateringen til det nye testformat.
Her har han primært bidt mærke i, at butikken har fået nyt inventar, og at mange varer har fået nye pladser.
Selv om han har meget godt at sige om den nye butik, er der også centrale elementer i det nye testformat, der ikke tiltaler ham synderligt. F.eks. udvalget af færdigretter.
- Jeg laver al min mad fra bunden, siger Lars Heltberg, der er pensionist og bosat lidt uden for Tølløse.
Coop ønsker med det nye testformat at gøre det nemmere at handle ind. Derfor er butikken også udstyret med et scan & betal-område som afløser for det tidligere bip & betal-system.
Men det er ikke noget, Lars Heltberg kommer til at benytte, bedyrer han.
- Jeg vælger bevidst ikke at gå med min mobil på mig hele tiden, og jeg vil heller ikke bombarderes med tilbud hele tiden. Det vil jeg ikke bruge min tid på, siger han.