Analyse: Føtex genstarter priskrig

Coop 17. jan 2018 -
This describes the image
Føtex åbner nu anden runde i et pris-slagsmål. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Man kan hoppe, danse, ønske - og vælge at gå op i markedet: Pris bliver aldrig et underordnet tema i dagligvarehandelen.

Priserne i butikken skal være på plads. Men det kan så betyde noget forskelligt, alt efter, om man driver en discountkæde - eller et supermarked med høj profil - eller noget helt tredje.

Dansk Supermarkeds varehuskæde Føtex har kortsluttet de sædvanlige sammenhænge og slås nu på prisen til alle sider. Alle de største konkurrenter bliver nævnt i to prissammenlignings-annoncer, som har fået premiere i dag, onsdag 17. januar.

Den aggressive kampagne er en opfølgning på sidste år storstilede sænkning af priser på 2000 varer i Føtex.

Føtex vil tæske konkurrenter med prissammenligning

Rema 1000 og Meny er med i annoncerne - og ikke mindst får Coop-kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Fakta lov til at tabe priskapløbet, når Føtex i to opsigtsvækkende store annoncer udråber sig selv som prisvinder - med nøjagtig samme pris for en udvalgt kurv af varer som Rema 1000 i en direkte prissammenligning.

Det er måske mest overraskende, at prisforskellene ikke er større, end de er, når Føtex selv står for at udvælge de varer, der deltager i konkurrencen.

Når Fakta f.eks. kun er 2,50 kr. dyrere end Føtex - ca. 1 pct. - tyder alt på, at Coop faktisk i det stille (og modvilligt) har reageret på konkurrentens prisfald sidste år.

Og pris er også et heftigt tema på de indre linjer i Coop for tiden, hvor et comeback til ideen om flere faste lave priser er i spil igen - og det samme er en ny ide om en ny lavprisserie på tværs af kæderne, fra Kvickly til Fakta.

Opdateret 10. nov 2020