Analyse: Et Coop i modvind tager stort stik hjem

Coop 2. nov 2018 -
This describes the image
Coop Danmarks adm. direktør Peter Høgsted får en sejr i hus, når en stor brugsforening vender hjem til Coop. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Det er ikke så meget, der er gået Coop Danmarks vej det sidste par år.

Butikslukninger, et beskidt formandsopgør og tabte markedsandele er bare nogle få af de ingredienser, der har skabt en sammenkogt ret, som de fleste i Coop-familien gerne havde undgået.

Men skårene er ved at blive klinket, og de forskellige fraktioner ser ud til at være slået ind på en forsoningens vej. Alt andet ville nok også kun forøge ødelæggelserne.

Og nu vender en fortabt søn hjem til familien: Den store brugsforening i sydsjællandske Fensmark nåede kun en kort udflugt med Dagrofa som alternativ leverandør, før den igen returnerer til Coop-folden.

Når foreningens største butik fra årsskiftet igen bliver en SuperBrugsen efter et enkelt år som Meny, må kunderne i Fensmark have reageret ret kraftigt på skiftet - også meget kraftigere, end de havde forventet i brugsforeningens ledelse.

Det var ellers ikke til at tage fejl af, hvordan drivkraften i skiftet til Meny var en meget stærk utilfredshed med centraliseringen i Coop.

Men det virker, som om der er blevet blødt op på centraliserings-tendenserne. Og tilgangen fra Coop-toppen til at hente synergier og skabe en større strømlining synes nu i højere grad at tage udgangspunkt i en reel dialog med de butikker, som alle i familien lever af.

Dyr udflugt

Der er ingen tvivl om, at det må blive en særdeles dyr omgang for brugsforeningen i Fensmark at skifte Coop ud med Dagrofa - og SuperBrugsen med Meny. Og så tilbage igen. I praksis er det naturligvis en langt større og arbejdskrævende øvelse end bare at skifte nogle skilte ud.

Det kan blive interessant at se, hvordan det afspejler sig i regnskabet til foråret. Hvor meget faldt omsætningen i Meny-året - og hvilken effekt får skiftet samlet set på 2018-resultatet?

Men lige som Dagrofa havde al mulig interesse i at få så stor en butik med i Meny sidste år, har Coop muligvis også givet Fensmark-brugserne et godt tilbud at vende tilbage på.

Under alle omstændigheder må det være noget af en opmuntring for den samlede Coop-familie at kunne notere sig en symbolsk sejr. Det er ikke alt, der går tilbage.

For Dagrofas vedkommende er det naturligvis ærgerligt med den tabte omsætning, men en brugsforening er lidt af en fremmed fugl blandt købmændene. Og som ordsproget siger: "Hvad der kommer let, går let".

 

Opdateret 10. nov 2020