Analyse: Coop-oprøreres kandidatvalg overrasker

Coop 7. feb 2018 -
This describes the image
Coop Danmarks hovedsæde i Albertslund. Foto: Coop

64-årige Lars Fournais springer ikke i øjnene som en af de mest oplagte kandidater til formandsposten i Coop.

En ting er, at han er en halvtung erhvervsprofil - og ikke en eks-politiker med den appel, der kan ligge i at være en landskendt figur.

Noget andet er, at de stærke og utilfredse kræfter i de selvstændige brugsforeninger, der står bag hans kandidatur, har efterlyst en samlende kandidat, der kan være hele Coop-familiens formand.

Men nogle af de første meldinger fra Fournais' side, efter at hans kandidatur er blevet kendt, har imidlertid mere haft karakter af at tegne modsætninger skarpt op - mellem et tungt hovedkontor og de hårdtarbejdende gode folk ude i butikkerne.

Når Fournais efterlyser "en sund organisation, hvor kræfterne skal sættes fri, og hvor administrationen og hovedkvarteret ikke får lov til at tro, at de selv er meningen med det hele", er tonen lige som slået an.

Det er også lidt klassisk 'provinsen mod hovedstaden' i det. Fournais opererer ud fra Østjylland, hvor flertallet af de virksomheder, han har bestyrelsesposter i, ligger.

Det gælder i særdeleshed den højt profilerede formandspost i Aarhus' Superliga-klub AGF - som Fournais har erklæret, at han vil beholde.

En lille krølle på den historie er, at Coops ærkerival Dansk Supermarked Group - med base i Aarhus - 1. september sidste år er rykket ind på øverste sponsorniveau i AGF som koncernpartner.

I det andelsejede energiselskab OK, som Coop har en ejerandel i, møder Lars Fournais jævnligt sin modkandidat Lasse Bolander til bestyrelsesmøderne.

 

Hovedkontor i farezonen

Det ligger i sagens natur, at en opposition kritiserer de siddende magthavere - og nødvendigvis må en ny kandidat lægge ud med at skabe kant. Men med den tilgang, som oppositions-kandidaten Fournais har lagt for dagen, når han vil skabe "en sund økonomi" i Coop, peger pilen utvetydig mod et slankere hovedkontor.

Først nu er valgkampen skudt i gang, og det kan være svært at spå om, hvordan den vil forløbe. Men umiddelbart virker Lars Fournais ikke som en kandidat med den helt store naturlige appel til de kernegrupper af aktive forbrugere i de større byer, som også er godt repræsenteret i Coops Landsråd.

Og det er Landsrådets 124 medlemmer, der vælger formanden.

 

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020