Amanda Seafoods lander stor Coop-fangst

Coop 18. nov 2019 -
This describes the image
Amanda Seafoods laver aftale med coop Foto: Amanda Seafoods
Skrevet af: Søren Tougaard

Amanda Seafoods er især kendt for produkter som torskerogn og makrel på dåse, men virksomheden med hovedsæde i Frederikshavn satser i stigende grad på at levere fersk fisk til de danske forbrugere.

Sidste år opkøbte Amanda Seafoods således Knud Søndergaard Fiskeeksport i Hvide Sande, som siden er blevet renoveret og udstyret med nye maskiner.

Og den investering betyder nu, at Amanda Seafoods har kunnet indgå en helt ny årsaftale med Coop om levering af frisk fisk til koncernens ca. 1050 butikker.

- Vi skal levere frisk fisk i plastbakker til kølediskene, så vi kommer til at producere store mængder hver eneste uge i Hvide Sande. Når vi kigger i krystalkuglen, kan vi se, at vi kommer til at levere til en lang række, danske forbrugere, siger Jesper Kold Sørensen, adm. direktør i Amanda Seafoods, til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Vækst i sigte

Amanda Seafoods landede sidste år et overskud på 4,7 mio. kr. og havde en bruttofortjeneste på lidt mere end 36 mio. kr.

Og med opkøbet af varemærket Glyngøre fra Orkla Foods Danmark denne sommer har virksomheden sat alle sejl ind på mere vækst de kommende år.

Amanda Seafoods er ejet af den norske koncern Kvarv, der omsatte for 17,9 mia. norske kr. sidste år - 13,3 mia. kr. - og landede et overskud på 2,6 mia. norske kr., svarende til mere end 1,9 mia. kr.

 

 

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?