Alt udsolgt i Gudumholm
I morgen tirsdag er der premiere på ”Vores Madfællesskab”. Et projekt, som Dagli'Brugsen og Coop er initiativtager til.
Det første arrangement foregår på Gudumholm Skole, hvor 125 lokale borgere deltager. Det betyder, at alt er udsolgt, når borgerne spiser kyllingelår med mos og rodfrugter.
Men andre madsaftener følger efter. Projektleder i Coop, Tine Ørnebjerg Pedersen, er i øjeblikket med til at skabe madfællesskaber i fem Dagli’Brugser. Projektet skal munde ud i en drejebog, som både Dagli’Brugsen, SuperBrugsen og Kvickly kan benytte.
- Vi vil gerne bidrage til, at sammenholdet styrkes i de mindre lokalsamfund, hvor vi har vores butikker. Vi tester det en håndfuld steder. Med den store interesse, vi foreløbig har set, tror jeg, at vi om nogle år kan have flere hundrede madfællesskaber som i Gudumholm, siger formatdirektør Jesper K. Andersen, Dagli´Brugsen, der selv skal med til spisningen i Nordjylland i morgen.
Borgerne står selv for arrangementerne, men de kan købe råvarerne med rabat i deres Dagli'- eller LokalBrugs.