26 sønderjyske butikker tager afstand fra Coops økokampagne

Coop 6. okt 2017 -
This describes the image
Forsiden af det seneste Samvirke: Foto: Kenn Hermann/Samvirke
Skrevet af: Søren Tougaard

Coops økokampagne møder kraftig modstand i flere dele af Coops bagland. I Sønderjylland er den regionale landbrugsforening LandboSyd nu gået sammen med 26 selvstændige Coop-butikker i en modkampagne vendt imod Coop selv.

Over de kommende lørdage i oktober vil annoncen blive indrykket i JydskeVestkysten med det formål at tage afstand fra Coops økokampagne, hvor især det seneste nummer af Samvirke har vakt harme.

Her bringer Coops medlemsblad billeder af personer, der gør klar til at spise konventionelle grøntsager iført beskyttelsesdragt og gasmasker.

"I annoncen siger vi ja til økologi, ja til konventionelt og ja til lokalt landbrug, men nej tak til en skræmmekampagne, siger Mogens Dall, formand for LandboSyd til LandbrugsAvisen.

Ikke lyst til skræmmekampagne
De 26 selvstændige butikker tæller både Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Lokal'Brugsen og Fakta-butikker.

En af de selvstændige brugsforeninger, der er med i annoncekampagnen vendt imod Coop, er Brugsen for Als og Sundeved, der tilsammen driver 13 butikker.

Her forklarer direktør Lars G. Andersen, at han ikke vil gøre sig til dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.

"For os er det ikke afgørende om det er økologi eller konventionelt. Forbrugerne skal selv vælge, men vi har ikke lyst til skræmmekampagner", siger han til LandbrugsAvisen.

Opdateret 10. nov 2020