14 pct. vil øge online-køb af dagligvarer
En dugfrisk befolkningsundersøgelse bestilt af Irma.dk giver ikke de fysiske dagligvarebutikker megen grund til at frygte for fremtiden.
Mest opmuntrende for online-supermarkedet er, at 14 pct. af 1579 deltagere i Epinions undersøgelse svarer ja til spørgsmålet, om de kunne forestille sig "at være gået over til at købe størstedelen af dagligvareindkøbene via internettet inden for de kommende tre år?"
72 pct. svarer til gengæld nej.
De daglige indkøb taber også stort til rengøring, når spørgsmålet handler om, hvad man helst ville slippe for i hverdagen. Her vil kun 5 pct. droppe indkøbene, mens 56 pct. gerne vil af med rengøringen.
I København har dobbelt så mange prøvet at købe dagligvarer på nettet som i resten af landet, hvor det er godt 10 pct., fremgår det af en pressemeddelelse om undersøgelsen.
- Vi kan se, at når kunderne først begynder at handle dagligvarer ind online, oplever de en tidsbesparelse; primært fordi de får en større frihed til at handle ind, når det passer dem. Det kan være i frokostpausen, i toget på vej hjem eller når børnene er puttet. Og så vælger man selv, hvornår man vil have varerne leveret på adressen, siger Jesper Wacherhausen, kommerciel direktør i Irma.dk i en kommentar.