10 kæder er gået i graven

Coop 25. jan 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Det er kun 25 år siden, at vækstkæden Rema 1000 kom til Danmark. Og Dagrofa-koncernens flagskibsbrand Meny åbnede så sent som i 2015.

I dag virker det, som om de altid har været der - som helt naturlige pejlemærker i danskernes daglige indkøbsrutiner sammen med Netto, SuperBrugsen, Føtex, Kvickly og de andre store kæder.

Men kædelandskabet er hele tiden under forandring. Det bliver tydeligt, når man ser markedsudviklingen i et lidt længere perspektiv, baseret på blandt andet den seneste ti års statistik fra Retail Institute Scandinavia.

Især i købmandssektoren er der forsvundet mange gamle kædenavne. Alene i den seneste ti årsperiode frem til sidste år viser en optælling, at ti af de kædenavne, som danskerne kunne købe ind i i 2008, nu er væk.

Det er langt fra det samme, som at alle de pågældende kæders butikker er lukket i dag. Nogle butikker er, men især mange af butikkerne, der indgår i Dagrofa-systemet i dag, har gennemgået flere facadeskift på relativt få år.

Går vi lidt længere tilbage end 2008, har en enkelt butik i boligområdet Grøfthøjparken i Aarhus-bydelen Viby for eksempel skiftet fra at hedde Favorit over Aktiv Super til SuperBest for derefter at blive konverteret til discountkæden Kiwi. Da Kiwi lukkede ned i Danmark, blev den i stedet til en Spar, som den fortsat er i dag.

Det giver fem kædetilhørsforhold over en periode på ca. 15 år.

Farvel til grossisten Edeka

En del af forklaringen er, at selvstændige danske købmænd tidligere havde flere grossister at vælge imellem - med hver deres sæt af kæder. Aktiv Super var for eksempel supermarkedskæden, der var tilknyttet grossisten Edeka Danmark.

Da Edeka Danmark efter flere års økonomiske problemer var tæt på at kaste håndklædet i ringen og gå konkurs, overtog Rema 1000s norske ejer grossistvirksomheden, som nu er blevet til Reitan Distribution.

De tilknyttede købmænds selskab gik imidlertid allerede året efter Reitans overtagelse - i 2009 - med til at lade sig opsluge af konkurrenten Dagrofa.

Og så var det af gode grunde slut med de tidligere Edeka-kæder.

 

10 kæder, der forsvandt

1 - Coop Xtra
Coop Danmark – den gang FDB – forsøgte i mange år at tage kampen op med Bilka med hypermarkedskæden OBS! Så vidt vides gav den ikke overskud i et eneste år af sin levetid herhjemme. I et forsøg på at rette op på problemerne blev de store hypermarkeder først indlemmet i Kvickly-kæden med navnetilføjelsen ”Xtra”, men det forsvandt senere, da Coop tog mere drastiske midler i brug med lukninger eller betydelige nedbarberinger af butiksarealet. I dag indgår tidligere Xtra-butikker i Hillerød og Randers i konkurrenten Salling Groups Bilka-kæde, mens der kun er få meget store varehuse tilbage i Kvickly.

2,3 og 4 - Aktiv Super, Merko og Focus
Tre kæder tilknyttet den nu hedengangne købmandsgrossist Edeka Danmark. Aktiv Super var supermarkedskæden, Merko svarer nærmest til Min Købmand i dag, mens Focus var endnu mindre nærbutikker. Et antal af de pågældende butikker indgår i dag i Dagrofa-kæder som Spar, Min Købmand og Let-Køb. Enkelte i Meny.

5- SuperBest
Supermarkedskæden SuperBest voksede gennem års fusioner af de største købmandsejede kæder herhjemme til at være en af landets absolut største målt på omsætning med 13-14 mia. kr. på toppen og et godt stykke på den gode side af 200 butikker. Men en kombination af finanskrisen, den såkaldte kødskandale og en noget utydelig kædeprofil som følge af en alt for stor spredning blandt butikkerne sendte SuperBest ud i et frit fald. I 10’erne blev SuperBest efter en meget lang proces splittet op, så de mindre butikker indgik i discount-supermarkedskæden Eurospar, der dog aldrig blev en succes. Efter NorgesGruppens indtog som største ejer i SuperBests grossist Dagrofa endte de tilbageværende SuperBest-butikker som hovedstammen i profilkæden Meny, der blev lanceret i 2015.

6,7 og 8 - Kwik Spar, Super Spar og Eurospar
Et helt særligt tilfælde er butikkerne, der gennem tiden har indgået i diverse kædeformationer med en eller flere varianter af det internationale Spar-navn. På et tidspunkt var der hele fire forskellige Spar-formater. Der har været den nærmest kioskagtige Kwik Spar, en Super Spar, der var lidt større end den almindelige Spar-nærbutik, og i en kort periode discount-supermarkedet Eurospar. På et tidspunkt var der omkring 550 butikker med et Spar-navn i Danmark. I dag vil mange af de pågældende butikker indgå i Min Købmand, Spar eller Let-Køb. Et tocifret antal tidligere Eurospar-butikker er i dag i Meny.

9 og 10 - Alta og Kiwi
I 2008 skiftede den privatejede discountkæde Alta, der siden 1980’erne havde haft en regional udbredelse med Østjylland som udgangspunkt, navn til Kiwi. Året før havde den oprindelige ejer Ida Jacobsen solgt kæden til Dagrofa, der fik NorgesGruppen ind som medejer. De nye ejere gik i gang med et ambitiøst forsøg på at ekspandere Kiwi, som har succes i Norge, her i Danmark, hvor den skulle blive landsdækkende. Kiwi kom imidlertid til at koste sine ejere enorme beløb uden at kunne bide sig fast i markedet, og i 2017 lukkede Dagrofa nærmest fra den ene dag til den anden sin discountkæde ned midt i en ekspansion. I dag indgår tidligere Kiwi-butikker i Spar, Meny, Rema 1000 og ikke mindst Netto. Et mindre antal er endt i andre discountkæder.

 

Opdateret 10. nov 2020