Danish Retail Award-vinder: Med ansvarlighed øverst på agendaen
-
Dennis Ø. K. Andersen står som varehuschef i spidsen for Coops klimalaboratorium Klima Kvickly i Aarhus. Allerede nu er butikken CO2-neutral.
Lad det være sagt med det samme: ufattelig megen inspiration kan man finde i New York. Men nye klimaveje er ikke ligefrem det, The Big Apple og storbyens mangfoldige butiksliv er kendt for.
Her mener varehuschef Dennis Ø. K. Andersen fra Klima Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus i stedet, at amerikanerne burde se til Danmark.
- Deres madspild er jo kæmpe. Det vil jeg slet ikke turde regne på, siger han.
I sidste måned var han inviteret til New York sammen med tre andre vindere af den prestigefyldte pris Danish Retail Award.
Corona-pandemien forhindrede sidste års vindere Zilwan Rashid, nu varehuschef i Bilka Ishøj, og Rema 1000-købmand Thomas Jordt fra Tønder i at deltage på turen, så de var med dette års vindere Dennis Ø.K. Andersen og Malene Houni Hansen fra Spar Haderup i Midtjylland.
Alene det, at de var fire købmænd og varehuschefer afsted fra fire forskellige kæder var ifølge Dennis Ø. K. Andersen enormt inspirerende. Det samme var New Yorks detailscene.
- Det at være i New York og se, hvordan de gennemfører tingene og går all in uanset konceptet, er noget man kan lære af. De har så mange detaljer og så enormt stort fokus på kunderne. Tænk, hvis man var lige så opsøgende i sin egen butik. Det kan selvfølgelig være svært at være det naturligt. Noget, jeg har tænkt meget over efter turen, er, hvordan vi selv agerer her i butikken, siger Dennis Ø.K. Andersen.
En af de butikker, han fandt størst inspiration i, var i kæden Trader Joe’s.
- 85 pct. af butikkens sortiment er private label, og det var ultimativt den butik, der havde allerflest kunder, selv om butikken hverken havde Coca-Cola eller ret mange øvrige brands, man normalt kender. Det gav stof til eftertanke, siger den prisvindende aarhusianske varehuschef.
Klimavenlig butik
En væsentlig årsag til, at Dennis Ø. K. Andersen blev indstillet og senere løb med Danish Retail Award-prisen, er hans og butikkens arbejde med klima.
Fra tidligere at have været rugekasse for små mini-forsøg, der skulle nudge forbrugerne til at træffe bedre klimavalg i butikken, er Kvickly i det aarhusianske storcenter blevet et testlaboratorium for klimatiltag i hele Coop.
10. maj i år tog butikken derfor navneforandring til Klima Kvickly. Ved lanceringen var det største initiativ klimamærker på ca. 2100 varer, som skulle synliggøre varer med lavt CO2-aftryk.
- Inden for nogle kategorier, kan vi se, det virker. Andre kategorier har haft en mindre effekt. Ved kaffe hænger klimamærket f.eks. på stort set alle poser, og det har kunden måske svært ved at orientere sig i forhold til. Hvis det sidder færre steder i en kategori, kan vi se, at klimamærket har en større effekt. Målet var ikke at sætte det op og køre indeks 120 på alt med klimamærke, mens de andre varer, der ikke var klimamærket, skal køre indeks 80. Det er slet ikke sådan, vi har tænkt det. Nu skal vi prøve det og se, hvordan kunderne reagerer, siger Dennis Ø. K. Andersen.
Han fortæller, at det gennemsnitlige køb i butikken i dag har et klimaaftryk, som Coop har sat som mål i 2030, så de forskellige tiltag har bestemt haft en effekt, mener han.
Erfaringerne fra Klima Kvickly giver Coop videre til en arbejdsgruppe i Fødevareministeriet, der ser på, hvordan et nationalt klimamærke kan udmønte sig i praksis.
- Vi har haft et gennemsnitligt salg for mange ting, som vi har formået at flytte på. Indenfor vores udvalg af sandwich og convenience har vi rykket os meget. Hvis du kan få folk til at tage sandwich med æg og advocado i stedet for frikadelle, så batter det noget, når vi sælger 100 sandwich om dagen. Og vi sælger mere frugt og grønt og meget mere kylling end før, siger varehuschefen.
Med ledelse følger ansvar
Og er der så en økonomisk gevinst i at gå klimavejen? Ifølge Dennis Ø.K. Andersen forringer det ikke butikkens økonomiske resultater. Faktisk er Klima Kvickly en af Coops bedre drevne butikker i forhold til budget, fortæller han.
- Det vigtigste mål for projektet er, at det også giver mening kommercielt. Tjener vi pludselig 500.000 kr. mindre, er der ikke en eneste købmand eller butik, der vil sige: Det der gør vi også, siger Dennis Ø. K. Andersen.
Udover at tage ansvar for klimaet er varehuschefen også meget optaget af at tage et socialt ansvar. Siden ankomsten til varehuset i Aarhus midtby for snart to år siden har han ansat 12 personer på særlige vilkår. I dag har butikken ca. 20 medarbejdere, der f.eks. er ansat i skåne- eller fleksjob.
- De går derude, og nogle skal hjælpe dem, og det synes jeg selv, at jeg er god til. Det er mange forskellige mennesker, der har forskellige behov og grunde til, at de er på særlige vilkår. Det giver værdi til arbejdspladsen og får den til at være mangfoldig, at vi er forskellige. Og så giver det en ressource. Det er også givende for resten af personalet, for hvis vi ikke havde dem, så fandt de lige pludselig ud af, at der var en masse opgaver, de selv skulle til at løse, siger varehuschefen.
I det hele taget har Dennis Ø. K. Andersen en åben tilgang til sine medarbejdere. Døren er altid åben til varehuschefens kontor.
- Jeg bruger enormt megen tid på at snakke med medarbejderne, observere dem og tage fat på, hvad de måtte have på hjerte. Det er jo ikke sådan, at jeg skal høre på alle op- og nedture hver dag. Ordet tilgængelig betyder meget mere, end man lige tror. Alle har en chef, men hvis ikke chefen gør sig tilgængelig, og altid er optaget eller siger: det kan vente til i morgen, så vokser udfordringer eller problemer sig måske større og større, så du til sidst siger op.
- Det, tror jeg, sker ret ofte på mange arbejdspladser. Det er en vinkel, jeg har på min ledelse. Min dør er altid åben, og jeg er meget rundt blandt personalet. Og så driver jeg det som en arbejdsplads. Jeg driver det ikke som en butik. Det kan godt lyde lidt korrekt at sige, men det mener jeg oprigtigt. Det, der tit går galt i butikker, er, at vi er en masse folk. Men der er frygtelig få eller ingen, der koncentrerer sig om den del, der hedder personale, fordi der er så meget fokus på at sælge varer, lave Facebook-opslag og ekspedere køen ved kasserne, siger varehuschefen.
Dennis Ø. K. Andersen mener, at Danish Retail Award er en anerkendelse af, at man har gjort noget rigtigt igennem flere år.
- Jeg er ikke typen, der bruger prisen så aktivt, som jeg kunne. Det handler lidt om ydmyghed. Jeg føler, at jeg har fået fin anerkendelse igennem årene, så det er ikke sådan, at jeg har hungret efter det. Men jeg er megastolt og glad for den. Jeg havde på ingen måder forventet, at jeg skulle vinde den, siger han.
Dennis Ø. K. Andersen, 36 år
I snart to år varehuschef i Klima Kvickly, Bruuns Galleri i Aarhus
Før det var han varehuschef i Kvickly Veri Centret i Risskov i næsten syv år
Han har i alt arbejdet i Coop i ca. 21 år fordelt på fire Kvickly-varehuse, der også tæller Ebeltoft og Silkeborg