Maria Beck-Tange ny kædedirektør for Dagli'Brugsen

Coop Danmark - Navne 8. jan 2021 -
This describes the image
Maria Beck-Tange, kædedirektør i Dagli'Brugsen. Foto: Sine Fiig
  • Danmarks største kæde af lokale nærbutikker, Dagli'Brugsen, har fået ny direktør

Skrevet af: Søren Tougaard

Coop Danmark har fundet den fremtidige kædedirektør for Dagli'Brugsen. Det bliver den 42-årige Maria Beck-Tange, der kommer fra et job som adm. direktør for Brandfactory Danmark.

Her afløser hun Torben B. Andersen, der netop er udnævnt til kædedirektør for Kvickly.

Tidligere i hendes karriere har hun været otte år i Shell, bl.a. som retaildirektør, og været country manager for Flügger Danmark.

- Vi er glade for, at få Maria med på holdet. Hun har dokumenteret stærke resultater, demonstreret gode ledelsesmæssige evner og drevet god involvering af franchisetagere, siger koncerndirektør Allan Kristoffersen, der netop er vendt tilbage til Coop Danmark efter ti måneder som retaildirektør i Matas.

Omsætter for 8 mia. kr.

Dagli'Brugsen består af omkring 300 butikker, hvoraf de fleste er ejet af selvstændige brugsforeninger. Kædens samlede omsætning er ca. 8 mia. kr.

- Opgaven bliver at forstærke Dagli'Brugsens positive udvikling i såvel de Coop-ejede som de selvstændige brugsforeninger. Og at styrke butikkernes stærke fokus på kundernes lokale behov, siger Allan Kristoffersen.

I de første 14 dage besøger den nyudnævnte kædedirektør butikker og er i butikspraktik for at lære Dagli'Brugsen bedst muligt at kende.

Opdateret 7. jan 2022