Erfaren profil vender retur til Coop i ny rolle som kommerciel chef
-
Om få dage starter Helle Mikkelsen som kommerciel chef for SuperBrugsen og Kvickly. Hun kommer fra Rosendahl Design, og hun har tidligere haft en lang karriere i netop Coop.
I 12 år frem til slutningen af 2013 var Helle Mikkelsen ansat i flere roller i Coop Danmark blandt andet som food og nonfood manager i SuperBrugsen.
Efter en 11 år lang Coop-pause vender Helle Mikkelsen nu tilbage til Coops hovedsæde i Albertlund.
- Jeg er glad og stolt af at kunne fortælle, at jeg den 15. august vender tilbage til Coop Danmark i rollen som Kommerciel Chef for SuperBrugsen og Kvickly. Jeg glæder mig rigtig meget til de nye udfordringer samt til at blive en del af den unikke rejse Coop er på, lyder det fra Helle Mikkelsen på Linkedin.
Senest kommer Helle Mikkelsen fra Rosendahl Design, hvor hun har været leder for marketing, ecommerce, brand og kategori i to et halvt år. Før det arbejdede hun for Flying Tiger Copenhagen i roller som indkøbsdirektør og siden kommerciel chef for ecommerce.
Udover Coop har Helle Mikkelsen også arbejdet for Salling Group som international sortimentschef i Netto-kæden igennem fire år frem til slutningen af 2017.
Helle Mikkelsen er uddannet cand.merc i international marketing fra CBS.