Sommertema: Tyveri er en af årsagerne til tidligere lukketid i Tørring
-
I SuperBrugsen Tørring lukker man butikken tidligere for blandet andet at komme tyveri i ydertimerne til livs.
Det seneste års tid er antallet af butikstyverier steget i dagligvarehandlen markant. En tendens, man også mærker i SuperBrugsen Tørring, en selvstændig brugforening, hvor Henrik Hornemann er brugsuddeler.
Her har man som følge af flere årsager forsøgt at lukke butikken en time før, så man både sikrer mindre svind, sparer energi og får mere trygge medarbejdere. Nu lukker medarbejderne butikken klokken 19 i stedet.
-Vi var ikke i tvivl om, at den største del af svind, altså tyveri-delen, lå i den sene tid af vores åbningstid. Sker det også på de andre tidspunkter? Ja. Men vores empiri viser, at særligt de gange, hvor det egentlig stod, at tyveri var dyrest, der var det altid i ydertimerne, fortæller Henrik Horneman, der understreger at tyveri ikke alene er den eneste grund til, butikken har valgt at lukke før.
Koster også for medarbejderne
Butikken opdagede, at de sene lukketimer ikke nødvendigvis var en god forretning, og når man så har flere årsager til at lukke før, var beslutningen ikke videre kompliceret.
- Der er jo elementet i, at det er der, hvor der er nogen, der stjæler, og det koster også nogle penge. Men der er også følelsen af, at vi var ramt et punkt lige der, hvor vi faktisk syntes, at det fyldte helt vildt meget i vores bevidsthed. Det der med at holde øje med, om nogen stjæler. Det var nået et punkt, hvor det gav helt ondt i maven. Både over at det kostede økonomisk, men også at det ikke var værd at bruge energi på for vores medarbejdere, siger Henrik Hornemann.
For Henrik Hornemann er situationerne, hvor folk stjæler, nemmere at håndtere, end det er for de medarbejdere, der har jobbet ved siden af skolen. Her begyndte det at blive et spørgsmål om, hvornår det skete, frem for om det skete.
- Hvis jeg havde nogle knap så rutinerede medarbejdere på til sidst, så skabte det en nervøsitet og bekymring over at have fået et ansvar, når de skulle lukke butikken, fortæller brugsuddeleren, der også lægger op til, at medarbejderne på fuldtid har oplevet større trivsel som følge af de kortere dage.
Omsætningen er ikke nødvendigvis blevet dårligere
Har det så hjulpet at lukke butikken?
-Ja, siger Henrik Hornemann, der forklarer, at det primært skyldes, at der nu er flere medarbejdere på i den sene lukketid, når der bliver lukket før tid.
Henrik Horneman erkender, at han nok aldrig kommer til at kende det præcise svar på om det er en god forretning, men han har dog betragtninger, der forstærker hans tese om, at den nye lukketid ikke nødvendigvis er en dårlig ting.
- Vi kiggede lidt på de her bonner og indså, at det nok var kunder, der bare ville komme klokken kvart i syv i stedet for kvart i otte, fortæller Henrik Horneman.
Indkøbene centrede sig ikke om store vareindkøb. Det var i stedet indkøb, der kunne have fundet sted hvilket som helst sted.
-Slik og cigaretter, det kunne de også godt købe ude i Netto, så kan de gøre det, men det er jo heller ikke dem, der skaber et sundt grundlag for den sidste time for os, pointerer han.
Det bliver nok ikke ændret tilbage igen
De nye åbningstider har medført positive ændringer, der er svære at overse for den erfarne brugsuddeler. Derfor er han heller ikke glad for tanken, om at det skulle ændres tilbage igen.
- Jeg tror det faktisk ikke, for vi skal også huske på, at vi i branchen har en udfordring med at rekruttere medarbejdere. Måske ikke studerende, der har taget ydertimerne, men jeg har netop et ønske om, at vi i hele vores åbningstid har nogen til stede, der kan noget, forklarer han og uddyber:
- Og ikke bare nogen, der er her, men nogen, der kan tingene. Og det betyder, at det er faglært arbejdskraft, som jeg har, der typisk er på fuld tid. Og det er et skridt i den forkerte retning at skabe for lange dage på skæve tidspunkter.
Henrik Horneman kan i øvrigt oplyse, at det har været en nem proces at vænne kunderne til de nye åbningstider. Et par uger efter ændringen stoppede de frustrerende blikke lidt over syv ude foran butikken.