Butikstyverier sætter ny månedsrekord

Butikstyveri 14. nov 2024 -
This describes the image
Foto: Keld Navntoft
  • I oktober blev der registreret 1673 butikstyverier i Crimestat - det højeste antal nogensinde. - Dybt foruroligende, siger Dansk Erhverv.

Skrevet af: Søren Tougaard

I flere år har detail- og dagligvarehandlen - med svingende held - råbt politikerne op om det stigende antal tyverier, der rammer kæder og erhvervsdrivende landet over hver eneste dag.

Tyverierne hapser også en stor del af butikkernes indtjening.

De Samvirkende Købmænd har tidligere estimeret, at butikstyverier alene kostede 2 mia. kr. i dagligvarehandlen i 2023. Det var mere end overskuddet hos Danmarks største detailkoncern Salling Group det år.  

Trods dialogen med skiftende justitsministre og politikere om at sætte ind overfor især den organiserede kriminalitet, har problemet kun vokset sig større. 

Nu viser nye tal fra Crimestat det højeste antal butikstyverier nogensinde i Danmark. I oktober blev der registreret 1673 butikstyverier i databasen. Tallene er indsamlet fra de ca. 4900 butikker, der benytter Crimestat. 

Frygter endnu flere butikstyverier

Dansk Erhverv kalder udviklingen dybt foruroligende.

- Det er nu anden rekord i år, som butikstyverierne sætter. I august 2024 blev der registreret 1.653 butikstyverier, og på dette tidspunkt håbede Dansk Erhverv, at toppen var nået – men det var den ikke, lyder det fra erhvervsorganisationen.

I snit er der på månedsbasis registreret 155 flere butikstyverier i år end i 2023. 

Ved udgangen af oktober måned var der registreret 15.238 butikstyverier. På samme tidspunkt sidste år var der samlet registreret 13.686 butikstyverier. Det er en stigning på knap 12 pct.

Hos Dansk Erhverv frygter man, at antallet af butikstyverier forsætter med at stige, hvis der ikke sættes ind. 

- Hvis der ikke bliver lagt flere ressourcer i forebyggelse af kriminaliteten, så vil denne stigning fortsætte. Dansk Erhverv vurdering er – ud fra de aktuelle tal – at uden yderligere indsats, vil vi igen i år opleve en yderligere stigning i antallet af registrerede butikstyverier på ca. 10 pct.

Crimestat er et gratis værktøj, der gennem dataindsamling hjælper butikker med at forebygge kriminalitet. Værktøjet er udviklet af detailbranchen i samarbejde med Dansk Erhverv

Opdateret 14. nov 2024