Justitsministeren vil indføre hårdere straffe mod butikstyve
-
Justitsminister Peter Hummelgaard vil sætte hårdere ind mod butikstyveri og hæleri med strengere bøder med et nyt lovforslag. Forslaget møder både opbakning og skepsis fra DSK.
Justitsminister Peter Hummelgaard har i går sendt et nyt lovforslag i høring, der forventes at træde i kraft den 1. februar 2025. Forslaget har til formål at øge indsatsen mod butikstyveri, hæleri, indbruds- og cykeltyveri.
Højere bøder og strengere konsekvenser
Kernen i lovforslaget er blandt andet højere bøder for butikstyveri og hæleri. Det betyder, at førstegangsforseelser fra den 1. februar næste år som minimum vil blive straffet med en bøde på 1.000 kr. Ligeledes skal bødetaksterne stige ved gentagelsestilfælde, og den skal altid overstige værdien af det stjålne.
– Det er afgørende for regeringen at værne om danskernes tryghed. Derfor sætter vi med lovforslaget yderligere ind over for den type af kriminalitet, der berører mange danskere, og som kan give grobund for utryghed i hverdagen. (...) Der skal være mere mærkbare konsekvenser, hvis man bliver taget for hæleri eller butikstyveri, siger Peter Hummelgaard.
Tal fra Rigspolitiet viser en bekymrende stigning i antallet af anmeldte butikstyverier de seneste år. I 2023 modtog politiet landet over 25.173 anmeldelser om butikstyverier, hvilket svarer til en stigning på næsten 25 pct. sammenlignet med året før.
Indtil 4. september i år er der allerede anmeldt 18.622 butikstyverier.
Skepsis fra DSK: Flere initiativer nødvendige
I købmændenes organisation, DSK, møder forslaget både opbakning og skepsis.
– Der vil være brug for flere initiativer, men hellere et skridt i den rigtige retning end slet ingenting. Problemerne er nemlig massive og involverer langt flere personer end "bare" de kriminelle butikstyve, skriver vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen i et indlæg på LinkedIn.
Claus Bøgelund Nielsen understreger desuden, at DSK vil fortsætte med at sætte fokus på de mange butikstyverier og konsekvenserne derved.
Regeringens indsats
Regeringens nye lovforslag er en del af udspillet “Sammen om en tryggere hverdag”, som regeringen fremlagde 1. februar 2024. Udspillet indeholder flere initiativer mod den kriminalitet, der skaber utryghed blandt danskerne.
Forslaget blev i går sendt til høring med håbet om at give danskerne en større følelse af tryghed i hverdagen.