Sommertema: Data afslører den gennemsnitlige butikstyv

Butikstyveri 6. jul 2023 -
This describes the image
Mange har et billede af en typisk butikstyv som en ung hætteklædt mand, men det er ikke det billede, der kendetegner den typiske profil, viser data fra Crimestat.  Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Crimestats årsberetning tegner et billede af den typiske gerningsmand

Skrevet af: Sofie Sejling

Data fra Crimestats årsberetning kan klarlægge, hvordan den gennemsnitlige butikstyv anno 2022 tager sig ud. Og hvis du troede, at beskrivelsen lød på en ung hætteklædt mand, der nervøst lister en chokoladebar i lommen, kan du tro om igen.

Det er i hvert fald ikke det billede, der tegnes i årsrapporten. Her peger analyser nemlig på, at den gennemsnitlige butikstyv er en mand sidst i 30´erne. Ud fra tallene kan man tilmed se, at tyveriet oftest foregår en mandag eftermiddag i Aarhus.

Fremgangsmåden er relativ simpel. Ligesom de andre kunder i butikken har gerningsmanden også en indkøbskurv, som han fylder varer i. Med sig har han dog også en rygsæk, hvor han lister varer ned i, når ingen kigger.

Når han så har gået et par runder i butikken, går han op til kassen og enten betaler for de sparsomme varer i indkøbskurven eller nøjes med at stille kurven fra sig og gå ud af butikken.

Han når imidlertid ikke så langt, før han bliver pågrebet af butiksdetektiv, der har luret tyveriet.

Det kan måske lyde som et meget specifikt eksempel, men ikke desto mindre afspejles eksemplet ovenfor tydeligt i tal fra Crimestats årsberetning fra 2022.

Personlig pleje, øl og sodavand

Heri konkluderes, at størstedelen af de pågrebne tyve er 39 år, og 60 pct. af dem er mænd. Mandag er ligeledes den mest populære dag at begå tyveri skarpt efterfulgt af onsdag.

Alderen er dog mere usikker, da der også er høj forekomst af tyveri blandt folk i tyverne samt teenagealderen. Tyverierne begås mest i dagligvarebutikker, og de varegrupper, der oftest smugles ned i tasken, er personlige pleje som f.eks. en deodorant eller en parfume.

På trods af at personlig pleje udgør den største andel af stjålne varer målt i antal, er det i stedet øl og sodavand, der indgår som en del af tyvekosterne i flest tyverier. Det vil altså sige, at personlig pleje stjæles af færre tyve, men i større mængder, og øl og sodavand stjæles af flere men i mindre mængder.

Rapporten viser, at der blev registreret 16 pct. flere butikstyverier i 2022 end i 2021. Stigningen var størst i Nordjylland og Østjylland med 42 og 44 pct. flere tilfælde, mens butikker på Sjælland, Sønder-, Syd-, og Midtjylland og København har oplevet den mindste stigning. 

Opdateret 6. jul 2023