Det mener Dagligvarehandlen.dk: Sagen fra Dalby - Da loven ramte den forkerte
-
Politiet skal ikke bruges til at køre natkørsel med lovlydige borgere som Mads Hansen fra SuperBrugsen i Dalby.
Da Dagligvarehandlen.dk i sommers rettede spotlyset på emnet butikstyverier, kunne vi spore en stigende frustration over politiets manglende prioritering af butikstyverier.
Vi oplevede en magtesløshed fra uddelere, købmænd, varehuschefer, butikschefer og medarbejdere i butikkerne.
Derfor kan det virke paradoksalt, at politiet af domstolene bliver brugt til at anholde lovlydige borgere som Mads Hansen.
Vi skal alle have respekt for domstolenes arbejde, men der må findes andre midler til at undgå, at vidner glemmer at møde op i retten.
På Dagligvarehandlen.dk anerkender vi det store samfundsproblem i, at retssystemet ikke kan få sagerne afviklet på grund af udeblivelser. Vi anerkender, at der er sager, hvor trusler og pres fra den kriminelle underverden, kan få vidner til at undgå at møde i retten.
Men samtidig mener vi også, at det aldrig må være vidnet, som føler sig som den kriminelle. Samtidig mener vi også, at politiets ressourcer skal bruges til det rigtige - altså til at fange de virkelige banditter.
Politiet skal ikke bruges til at køre natkørsel med lovlydige borgere som Mads Hansen fra SuperBrugsen i Dalby.
Når vi hører om en sag som ”Dalby-sagen”, virker det som om ,at dommeren beder politiet om at skyde gråspurve med kanoner.
Man kunne forstå ønsket om en anholdelse, såfremt Mads Hansen var seriekriminel eller havde for vane at udeblive fra vidneindkaldelser.
Men her har vi altså at gøre med en hårdtarbejdende og loyal souschef, som bliver hevet ud af sengen midt om natten foran sin måbende familie. Det er ikke okay.
Det er ikke noget der styrker retsbevidstheden, og det er desværre en historie, som kan medvirke til, at dagligvarebranchen mister mere tillid til staten.
Det er vores håb, at den lovgivende forsamling med justitsminister Peter Hummelgaard i spidsen vil overveje alternative metoder, der både er mindre mandskabskrævende og mindre krænkende til at sikre vidnetilstedeværelse.
Hvis justitsministeren er i tvivl, kan vi da anbefale SMS remindere, no show fees osv.
Men først og fremmest skal justitsministeren melde sig på banen og fortælle, hvad regeringen gør for at nedbringe antallet af butikstyverier – et problem der igen i år sætter rekord i antal anmeldelser og ifølge De Samvirkende Købmænd forventes at lande på næsten 25.000 i 2023.