Sommertema: Rema 1000-købmand hylder helte
-
Forsøg på stort tyveri i Rema 1000 Åbyhøj blev forpurret af to drenge. Nu har de fået tilbudt job i butikken
En Rema 1000-købmand i ved Aarhus hylder to ungersvende for deres årvågenhed. Det har sparet ham for et tab på op mod et par tusinde kr. Og nu har købmanden tilbudt de to drenge et job i butikken.
Købmand Kevin Chan Le i Rema 1000 Åbyhøj har ligesom sine kolleger i hele dagligvarehandlen oplevet større problemer med tyveri. De hærdede tyveknægte er blevet endnu mere hardcore og ligeglade med konsekvenserne ved at blive opdaget.
Selv om den seneste sag blev forpurret af to unge drenge, valgte købmanden på forhånd at melde det til politiet.
Han er frustreret over, at der hverken fra politisk hold eller hos politiet er det nødvendige fokus på at dæmme op for udviklingen.
- Hvert eneste tyveri går ud over min løn. Jeg kan ikke bare sende regningen videre til et kædekontor, siger Kevin Chan Le, som derfor glæder sig over, at både Dansk Erhverv og De Samvirkende Købmænd har oprustet deres lobbyindsats på området.
Tyverisagen med de to unge i en helterolle fik lokal medieomtale, da købmanden skrev om forsøget på tyveri på Facebook for at komme i kontakt med de to drenge, som havde forpurret det, og give dem er personlig tak.
”I går oplevede vi 2 unge drenge, som gjorde en kæmpe heltegerning for os i Rema 1000 Åbyhøj. De så nemlig en person, som havde fyldt en hel indkøbsvogn op, og som var gået uden at betale. Drengene skyndte sig at fortælle det til en af vores medarbejdere, hvilket førte til at vi fik stoppet personen, inden han kom for lang væk. Han havde taget for en anseelig beløb, som jeg ikke vil belyse her”, skrev købmanden på Facebook.
Han tilføjer, at ”det desværre sker for os daglig, og derfor har vi brug for og påskønner helte som disse unge drenge. Hvor er det bare god stil, at de i så ung en alder forstår, at vi skal passe på hinanden og hjælpe den næste”.
Det viste sig, at den en tyv gik rundt i butikken og fyldte indkøbsvognen op med dyre varer. I stedet for at gå tilbage til kasseområdet kunne tyven, i det øjeblik de automatiske døre til butikkens indgang gik op, skubbe vognen ud til sin makker.
Kevin Chan Le fortæller efterfølgende, at der var varer for omkring 2000 kroner i indkøbsvognen, og der var tale om dyre dagligvarer som bøffer og Nutella.