Sommertema: Opholdsforbud i butikker kaldes succes i Sverige

Butikstyveri 27. jul 2023 -
This describes the image
I Sverige kan personer få opholdsforbud fra at komme i butikker, som denne ICA i Malmø. Foto: Esben Agerlin Olsen
  • Svensk Handel er glad for lov om adgangsforbud til personer, der generer andre eller begår kriminalitet i en butik.

Det har været en succes i Sverige at indføre en lov, hvor anklagemyndigheden kan give adgangs- og opholdsforbud i butikker til personer, der generer andre eller har begået kriminalitet.

Det mener organisationen Svensk Handel. Tre fjerdedele af personerne med adgangsforbud overholder det og vender ikke tilbage til butikken.

Det skrev Svensk Handel sidste år, efter at have undersøgt alle de adgangs- og opholdsforbud (tillträdesförbud), som var blevet udstedt.

I Danmark har Dansk Erhverv foreslået, at politiet i bestemte butikker skal kunne give opholdsforbud til kriminelle. I dag er det muligt at give tilhold, opholdsforbud og bortvisning for at beskytte personer, ikke virksomheder.

- Vi har brug for, at det er butikken som sådan, der kan få muligheder for, at politiet giver et opholdsforbud til en person, mener chefkonsulent Henrik Lundgaard Sedenmark fra Dansk Erhverv.

En person kan udvises fra en butik. Det forhindrer imidlertid ikke personen i at komme igen, for så igen at blive udvist - som reglerne er i dag.

Politisk interesse

Politisk er der interesse for sagen i begge sider af Folketinget. Regeringspartiet Venstres retsordfører, advokat Preben Bang Henriksen, mener, at den svenske model burde overvejes.

- Men det er jo nok spørgsmålet, om ikke vi bare flytter problemet fra en butik, ën by - til en anden. Men som en forløber for en større straffesag kunne den ordning måske overvejes, mener han.

Rosa Lund, retsordfører fra Enhedslisten, synes også, at det er værd at undersøge.

- Jeg har ikke hørt om det før, men det er da værd at kikke på de svenske erfaringer, siger hun.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) undlader at kommentere forslaget om opholdsforbud. Det var ét af fire spørgsmål, Dagligvarehandlen.dk sendte i forbindelse med artikelserien om butikstyveri.

Gælder et år

Svensk Handel, som altså kalder ordningen for en succes, har efterlyst, at den bruges noget mere. Det skal ikke være så svært at få udstedt forbuddet, som gælder op til et år. Butikken eller politiet skal søge om det hos en anklager.

Kun en tredjedel af ansøgninger imødekommes. Anklageren ser helst, at der er tale om en dømt person. Sådan et krav findes ikke for at forhindre besværlige personer i at komme ind på et stadion, påpeger Svensk Handel.

Overtræder man adgangsforbuddet, kan det give bøde eller fængsel op til seks måneder.

Du kan læse mere her

Om ordningen

Svensk Handels holdning

Anklagemyndigheden
 

Opdateret 26. jul 2023