Eksporten af dansk økologi steg med 17 pct. i 2021

Bæredygtighed 8. dec 2022 -
This describes the image
Foto: pari-design.com
  • Nye tal fra Danmarks Statistik udløser jubel hos Økologisk Landsforening

Selv om det efterhånden er gamle tal fra 2021, så skaber en ny opgørelse fra Danmark Statistik jubel hos Økologisk Landsforening. Eksporten af danske øko-varer steg nemlig med 17 pct. i 2021 målt op mod året før.

Omsætningen til eksportmarkederne var på 3,3 mia. kr. i 2021. Dermed steg eksporten med næsten en halv mia. kr. 

-  Det viser, at de danske økologiske virksomheder er exceptionelt gode til at få deres varer ud over rampen. Efter et coronaramt 2020 har indkøberne hos vores internationale samarbejdspartnere stået i kø for at købe dansk økologi, og det cementerer vores helt unikke position som verdensmestre i økologi, siger Pernille Bundgård, der er markedschef for eksport i Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Tyskland topper og stiger mest

Økologisk Landsforening mener, at tallene giver en tro på yderligere stigninger de kommende år.

- Vi er opløftede over, at eksporten af dansk økologi er steget så meget i et år, hvor corona også spillede os et puds. Det gør, at vi kan tillade os at have forventninger til yderligere stigninger i eksporten af økologi de kommende år, selv om vi også godt ved, at krigen i Ukraine og inflationen kan få betydning for eksporten, siger Pernille Bundgård.

Tyskland er fortsat de danske økologers største eksportmarked, hvor eksporten er steget med 33 pct., hvad der også er den største stigning sammenlignet med store eksportmarkeder som Holland og Sverige.

Danskerne køber mindre økologi

Selv om Danmark er verdensmestre i økologi, så går det alligevel den forkerte vej på hjemmemarked hvad angår salget. 

I 2021 var ca. 13 pct. af detailsalget økologi i Danmark, og ingen andre nationer lægger så mange økologiske dagligvarer i kurven.

Mens prisstigninger på fødevarer fået flere forbrugere til at skære ned på købet af økologiske dagligvarer.

En forbrugerundersøgelse, som analyseinstituttet Norstat har lavet for Business Danmark, viser, at 35 pct. af forbrugerne køber færre økologiske dagligvarer i dag på grund af de høje priser. Det skriver Berlingske. 

Næsten halvdelen, som køber mindre økologi, svarer, at de køber mellem 20 og 40 pct. mindre økologi end før. Den anden halvdel siger, de har sænket øko-forbruget med 40 til 100 pct. 
 

Opdateret 9. dec 2022