Tjekkisk storinvestor køber op i kriseramte giganter
Hvis navnet Daniel Kretínský ikke siger ret mange danskere ret meget, er der nok en god grund til det. Men den 44-årige tjekke er ved at blive en stor aktør i europæisk detailhandel.
Særligt fodboldinteresserede vil måske kende ham som ejer af og formand for den tjekkiske traditionsklub Sparta Prag.
Men det er som erhvervsmand - med 94 pct. ejerskab i det største centraleuropæiske energiselskab, tjekkiske EPH - at han har arbejdet sig op på en plads som nummer 775 på amerikanske Forbes liste over verdens rigeste med en aktuel formue på 2,9 mia. dollar - tæt på 20 mia. kr.
Rigmand rykker ind i Casinos bestyrelse
Kretínský og hans partner Patrik Tkáč har imidlertid via deres Luxembourg-baserede investeringsselskab Vesa Equity kastet sig over opkøb af aktier i internationale detailgiganter, der har kendt bedre tider.
Deres ejerandel i tyske Metro AG er efter flere runder af aktieopkøb oppe på næsten 30 pct., og mandag 20. januar kunne svækkede franske Casino meddele, at de tjekkiske rigmænds ejerandel var nået over 5 pct. - nærmere bestemt 5,64 pct.
Det skete på et tidspunkt, hvor Casinos aktier var dykket kraftigt efter et skuffende regnskab, der ifølge Ritzau Finans havde skåret omkring 10 pct. af værdien.
Og nu kan en repræsentant for tjekkerne se frem til en plads i Casinos bestyrelse. Casino slås i forvejen med at nedbringe en stor gæld, og det har blandt andet ført til forhandlinger med den tyske discountgigant Aldi Nord om et køb af Casinos discountkæde Leader Price.
Både Kretínskýs første store detailinvestering, Metro, og Auchan hører til den gruppe af internationale dagligvaregiganter, der i 1990’erne ekspanderede kraftigt over et utal af landegrænser til et punkt, hvor de havde forslugt sig. Metro var en overgang verdens fjerdestørste detailvirksomhed.
Med forbrugernes faldende appetit på at handle i hypermarkeder og finanskrisens udbrud i 2008 er det siden gået kraftigt ned ad bakke for begge koncerner.
Og så er det blevet relativt billigt at købe sig ind.
”Positioneret til forandringer”
Nu erklærer Kretínský sig dog fuld af tiltro til Casinos fremtid:
- Meddelelsen om, at vi har passeret grænseværdien på 5 pct. kommer efter det første opkøb annonceret 5. september 2019. Det bekræfter vores overbevisning, at Casino, Guichard-Perrachon, er den bedst positionerede detailkoncern på det franske marked og den af de ledende europæiske virksomheder, der bedst vil kunne imødegå de dybtgående forandringer i sektoren, siger han - og giver sin fulde opbakning til den opretningskurs, som Casino-topchef Jean-Charles Naouri følger.