Aldi i Danmark sluttede med milliardunderskud
-
Rema 1000 Danmark betegner resultatet som utilfredsstillende
2023 blev et dyrt år for Aldi i Danmark. Selskabet, der drev Aldis butikker i Danmark, må nu indkassere et milliardstort underskud for det seneste år. Aldis aktiviteter i de seneste fem år har kostet virksomheden op mod tre mia. kr.
Selskabet, som i 2023 ejede og drev Aldis butikker og logistikcentre i Danmark, er overtaget af Rema 1000, og det netop offentliggjorte årsregnskab for selskabet viser et resultat af primær drift i 2023 på godt 1,1 mia. kr. Selskabet har i flere år haft underskud på driften, men det voksede fra 572 mio. kr. i 2022 til over en mia. kr. i 2023.
Selskabets ledelse konstaterer i sin beretning, at selskabet har fået et væsentligt lavere resultat end i 2022.
"Set i lyset af tidligere udmeldinger vurderer selskabets ledelse, at resultatet er utilfredsstillende, men omvendt også forventeligt med udgangspunkt i beslutningen om nedlukning af aktiviteterne samt det faktum, at konkurrencemyndighedernes godkendelse tog længere tid end den tidligere ledelse havde forudsat."
Forventninger til 2024
Ledelsen vurderer samtidig, at nedlukningen af selskabets aktiviteter næppe kunne have været håndteret meget bedre og med færre omkostninger, da Aldi-koncernen har ønsket at foretage en kontrolleret nedlukning med respekt for medarbejdere og leverandører.
Ledelsen forventer i 2024 et positivt resultat på 100-150 mio. kr. afhængig af, hvor mange ejendomme der frasælges.
Aldi indgik i december 2022 en aftale med Rema 1000 Danmark om at overtage Aldis butikker i Danmark. Myndighederne godkendte aftalen i august 2023, og Rema 1000 overtog i efteråret et stort antal butikker, mens Salling Group har overtaget nogle af de tidligere Aldi-butikker.