Tidligere dansk Aldi-direktør til tops i Rewe
Espen B. Larsen, som fra 2006 til 2009 var adm. direktør hos discountkæden Aldi i Danmark, har siden haft en solid karriere i international dagligvarehandel.
Nu krones den af endnu et avancement til en absolut toppost som medlem af bestyrelsen i Rewe International, en betydelig del af tyske Rewe Group, der med en årlig omsætning på næsten 63 mia. euro – omkring 470 mia. kr. - hører til helt i toppen af Europas dagligvarevirksomheder. På verdensplan er det den 20. største detailvirksomhed.
Norske Espen B. Larsen kommer senest fra en post som adm. direktør for Rewes discountkæde Penny med omkring 3500 butikker.
Fra Aldi og Danmark tog han i første omgang i 2010 til Italien, hvor han blev topchef for Penny i landet. Siden stod han i spidsen for Penny i Tjekkiet, før han rykkede til discountkædens hovedkontor i Tyskland.